Fillerup: "Hvis der kommer en ny hal, så skal vi også i gang med at lave noget sjovt". Ordene kommer fra Lasse Vedersø, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Padel Forbund.
Derfor stod forbundet lørdag bag en officiel ranglisteturnering i det nye center udenfor Odder. 12 spillere dystede mod hinanden i sporten, der i dansk sammenhæng er forholdsvis ny.
- Kraftcentrene ligger i København og på Sjælland samt Odense og Tåsinge. Vi har lavet danmarksmesterskaber de sidste par år og gør det igen til november. Og jo flere baner, der dukker op, jo bedre. Ranglisten er stort set et sjællandsk foretagende, men ved stævnet her er halvdelen lokale. Det er sjovt, at de også stiller op, siger Lasse Vedersø.
Forbundet har 11 medlemsklubber, der hver har omkring 100 medlemmer, og lige under 300 personer har en spillerlicens, så de kan stille op i turneringer. Padel-sporten minder om både tennis og squash, flere og flere spiller padel, og det er der flere grunde til.
- Det er mere socialt end squash, fordi du spiller med en makker. Squash er fysisk hårdere, padel er godt for sådan nogle som mig, fordi du får nogle pauser. Underlaget et skånsomt, så selv om jeg har dårligt knæ, kan jeg holde til det, siger Lasse Vedersø.
Bat og blødere bold
Pointsystemet er der samme som i tennis, men der er vægge rundt om banen, og de bliver brugt i spillet. Desuden spiller man med et bat og en blødere bold end i tennis.
- Det er nemmere at slå til bolden med et bat. Og bolden bliver i spil, så duellerne bliver lange og mere intense, tilføjer bestyrelsesmedlemmet.
Lasse Vedersø, Dansk Padel ForbundRanglisten er stort set et sjællandsk foretagende, men ved stævnet her er halvdelen lokale. Det er sjovt, at de også stiller op.
Padel er bedst at spille, når deltagerne er nogenlunde jævnbyrdige, og serven er ikke så vigtig. Det er heller ikke vigtigt at slå hårdt, men de tekniske færdigheder betyder meget.
- Kvinder konkurrerer på lige fod med mænd, og tit er det ikke den, der slår hårdest, der vinder, siger Lasse Vedersø.
Dansk Padel Forbund drømmer om, at der bliver lavet flere foreninger rundt omkring. De kan få tilskud til at leje baner.
- Kommuner kan også selv lave padel-baner. Den eneste udfordring er, at en padelbane ikke kan bruges til andet, siger Lasse Vedersø.