Odder: Der kommer til at gå nogle dage endnu, før det vil være sikkert at begive sig ud på isen på de søer og damme, som Odder Kommune ejer.
Det fortæller funktionsleder i Fælles Drift og Service Lene Jensen, der mandag målte istykkelsen på de kommunalt ejede søer, som offentligheden har nem adgang til. Det være sig Mølledammen med Odder Museum, Krebsedammen bag Parkhotel, en lille sø ved Hou Skole samt fire regnvandsbassiner i det nye kvarter Bendixminde.
- Der er is alle steder, men da den kun er 8-11 cm tyk, tillader vi stadig ikke, at man begiver sig ud på den. Vi vil op på 16 cm, før vi giver lov, siger Lene Jensen, der også fortæller, at Fælles Drift og Service vil tage ud og måle tykkelsen på isen igen på fredag. Er den blevet tyk nok, vil der blive sat sorte sække over de skilte, der står der nu, ligesom der vil komme nye skilte op, der fortæller, at man ifølge forsamlingsreglerne kun være fem personer samlet.