Odder: 101 medlemmer af Odder Kulturforening deltog i foreningens første digitale afstemning om, hvilke projekter, der skal have del i 250.000 kroner, som foreningen forvalter for Odder Kommune.
Pengene skal bruges til kulturelle arrangementer, der understøtter og inspirerer til kulturel udfoldelse i bred forstand.
Der var indsendt fem ansøgninger. Tre af dem opnåede det nødvendige stemmetal på 50 procent eller derover.
De tre ansøgninger, der blev imødekommet er:
Salon 8300 har fået bevilget 25.000 kroner til tre saloner med forskellige foredrag, minikoncerter og debatter.
Hvornår salonerne kommer i gang er dog usikkert.
-Vi håber noget kan lade sig gøre, og tænker i alternative arrangementer, siger Jørgen Rønsbo, der også satser på, at der bliver et arrangement i både november og december.
- Men ender det med, at vi slet ikke kan få gang i det, så får Kulturforeningen naturligvis deres penge igen, siger Jørgen Rønsbo.
Gratis medlemsskab
Verdensrumstrilogien - en biograf og kunstoplevelse lavet i et samarbejde mellem Biffen i Odder, Ry Biograf og Kom-bi i Hornslet. Der er søgt og bevilget 10.000 kroner til arrangementet, der blev afviklet i slutningen af september.
Foredrag fortæller og maler livshistorier er et projekt i Tunø Kunst Kultur, der finder sted 10. oktober.
Der er søgt og bevilget 8000 kroner til projektet.
Alle medlemmer af Odder Kulturforening kan stemme på de ansøgninger, som bestyrelsen på forhånd har sikret lever op til foreningens formål.
Har du endnu ikke meldt dig ind i Odder Kulturforening kan du gøre det på www.odderkulturforening.dk.