Annonce
Odder Avis

Tunøfærgen indsætter ekstra afgange sommeren over

Fra fredag har Tunøfærgen tre daglige afgange i fem af ugens dage. Foto: Carina Mayner
Gratis billetter i juli og corona-restriktioner i forhold til antallet af passagerer gør, at færgen fem gange om ugen og indtil 16. august får en ekstra afgang midt på dagen.
Annonce

Tunø: Regeringens sommerpakke giver gående og cyklister mulighed for at komme gratis med Tunøfærgen i hele juli. Det har fået Odder Kommune til at indsætte en ekstra daglig afgang fra onsdag-søndag.

Den nye sejlplan træder i kraft allerede fredag, og en af dem, som glæder sig over tiltaget, er formanden for Tunø Beboerforening Jørgen Hastrup.

- Af hensyn til vores restauranter, sommerbutikker og købmandsgården gælder det om at få en masse gæster til øen hen over sommeren, ingen tvivl om det. Det trænger alle til efter nedlukningen, siger han.

Annonce

Færre passagerer

Trods den ekstra afgang fem dage om ugen bliver der dog ikke plads til så mange daglige passagerer, som for eksempel sidste sommer, hvor der kun var to afgange de fleste dage.


For at undgå halvtomme færger vil jeg stærkt opfordre alle til at afbestille deres billetter, hvis de alligevel ikke skal med færgen. Det skylder vi hinanden.

Jørgen Hastrup, Tunø Beboerforening


På grund af corona har Odder Kommune nemlig besluttet, at færgen fortsat kun må medtage 103 passagerer pr. afgang mod normalt det dobbelte. Andre småfærger har i den seneste tid ophævet begrænsningerne, men det vil man ifølge social-, sundheds- og beskæftigelsesdirektør Jette Lorenzen ikke på Tunøfærgen, fordi der på færgens dæk ikke er nogen overdækning. Derfor kan pladserne her ikke medregnes, når man regner på de aktuelle krav om mindst en meter mellem passagererne. I hvert fald ikke, hvis det regner og blæser.

Det betyder i realiteten, at færgen frem til 16. august, og selv med den ekstra afgang, ikke er oppe på sit normale kapacitet hvad angår antallet af passagerer pr. dag.

Det bekymrer nu ikke Jørgen Hastrup synderligt.

Sådan undgår man halvtomme færger

Tilbuddet om gratis færgebilletter til de danske småøer i juli, har givet Tunøfærgens besætning en del hovedbrud.

Færgens bookingsystem fungerer nemlig ved, at man booker og betaler sit billet over nettet. Når alle billetter er afsat, lukker salget ganske enkelt. Det er med andre ord ikke muligt at købe en billet ved blot at møde op ved færgen.

Af samme grund er det ifølge overfartsleder Bjarne Mølgaard meget vigtigt, at man ikke booker flere billetter, end man reelt skal bruge - og at man afbestiller sin billet, hvis man alligevel ikke skal med færgen. Også selv om den er gratis.

- Alt andet vil være tarveligt overfor de passagerer, som ikke nåede at få en billet. Og vi kan selvfølgelig bedst lide at sejle med en færge fyldt med glade gæster, siger han.

- Jeg har i dag talt med mange folk på øen, og vi er enige om, at den her løsning med en ekstra afgang fem dage om ugen er rigtig god. Også selv om vi måske får lidt færre gæster end normalt i juli. For at undgå halvtomme færger vil jeg dog stærkt opfordre alle til at afbestille deres billetter, hvis de alligevel ikke skal med færgen. Det skylder vi hinanden, siger Jørgen Hastrup, der i øvrigt er enig med Odder Kommune i, at 103 passagerer pr. afgang er nok, så længe risikoen for coronasmitte er så stor, som den er.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

TrygFonden sikrer selvhjælpsgrupper

Odder Avis

Energikoncern delte penge ud

Annonce