Gylling: Det kræver vilje, tid og god portion tålmodighed at være frivillig arrangør. Ikke kun fordi man skal bruge sin fritid på at stable et arrangement på benene, men fordi en stor del af den tid skal bruges på ansøgninger til det ene og det andet.
Og det er ikke blevet nemmere. Det kan de tre mænd bag Hads Herred Rockfestival i Gylling skrive under på.
- Da vi lavede arrangementet første gang i 2019, søgte jeg en lejlighedstilladelse og clearede med kommunen og boldklubben, at vi kunne bruge boldbanerne, siger Morten Skak Ottoson, der sammen med Søren Bøgh Nielsen og Thorbjørn Forsberg efter to års coronapause i efteråret gik i gang med at planlægge endnu en endagsfestival.
- Vi har vel brugt i omegnen af en uge på ansøgninger - alene evakueringsplanen er på 24 sider, siger han.
Udover den lange evakueringsplan er der søgt 10 forskellige tilladelser, blandt andet lejlighedstilladelse, der er lavet en affaldsplan og søgt en landzonetilladelse, der har været i nabohøring.
- Der er kommet meget mere fokus på tilladelser, men hvor meget skal man egentlig informere i en lille by, hvor alle ved, hvad der foregår, lyder spørgsmålet fra Morten Skak Ottosen.
Morten Skak OttosenDer er kommet meget mere fokus på tilladelser, men hvor meget skal man egentlig informere i en lille by, hvor alle ved, hvad der foregår?
Arrangørerne er selvfølgelig helt med på, at der skal være styr på tingene, og reglerne skal følges.
- Men det bliver altså lidt omstændeligt at være en lille lokal arrangør med nogle lidt diffuse krav, hvor man skal søge i alle mulige retninger for at finde informationen. Det kunne være en stor hjælp, hvis der var en slags drejebog, man kunne gå frem efter, lyder opfordringen.
80'er-koryfæer på scenen
Nuvel. Alle tilladelser er kommet i hus. 60 frivillige har meldt sig under fanerne til at sørge for alt fra opsætning, oprydning og salg af øl og vand.
10 bands har også sagt ja til at komme og spille fredag den 13. maj mellem klokken 13 og 00.30. Blandt dem det kendte og genopståede 80'erband Skagarack.
- Mange har måske glemt dem lidt, men de var store i 80'erne, og det er et sats og den største booking, vi har landet, afslører Morten Skak Ottosen.
Hads Herreds Rockfestival
Fredag den 13. maj klokken 13-00.30 på sportspladsen i Gylling.
På scenen er:
- Skagarack
- Manticora
- Forever St1ll
- Blindstone
- Grumpynators
- Death to Seattle
- Farlige Typer
- Heroes 2 None
- Archangel
- Killing
Der kører busser fra Aarhus/Odder og retur.
Læs mere på www.hhrf.dk og www.hhrockbus.dk.
Det er dansk rock på den lidt hårdere måde.
- Men seks af de 10 bands spiller altså ikke hårdere, end at alle kan være med, lover Morten Skak Ottosen.
Og han håber at alle, eller i hvert fald mindst 300, har lyst til at sikre sig billetter til festen på forhånd.
Reddede forsamlingshuset
Overskuddet fra festivalen går til forsamlingshuset, da arrangementet hører under Eventforeningen i Gylling Forsamlingshus.
Da den første udgave af Hads Herred Rockfestival løb af stablen i 2019, gav den trods regnvejr et overskud, der sikrede, at forsamlingshuset har kunnet klare sig gennem coronanedlukningen uden andre indtægter.
Denne gang har arrangørerne budgetteret med lidt flere penge til godt grej, fordi de mener, det er væsentligt for, at folk kan få en god oplevelse.
- Og så er det jo bare en hyggelig dag, hvor solen forhåbentlig skinner over boldbanerne.