Ølgod: Hos Ældre Sagen for Ølgod, Tistrup, Ansager og Skovlund har de måttet aflyse de fleste søndagstræf, som normalt holdes på forskellige plejecentre i gamle Ølgod Kommune.
Derfor har bestyrelsen besluttet at sende en julehilsen til alle beboere på plejecentrene i gamle Ølgod Kommune. Det oplyser Ældre Sagen Ølgod, Tistrup, Ansager & Skovlund i en pressemeddelelse.
Den fjerde søndag i advent blev der afleveret en lille hilsen i form af en pose med kransekage og chokolade til beboerne på Ølgod Aktivitetscenter, Vinkelvejcentret, Tistrup Plejecenter og Ansager Plejecenter.
Ældre Sagens frivillige har haft svære vilkår, det gælder både vågekoner, besøgsvenner, skubbere, skoletanter og de frivillige, der har arbejdet med planlægning af arrangementer, ture og udflugter. De har taget situationen i stiv arm og været klar, når restriktionerne har givet mulighed for det.
Ældresagen har derfor valgt ekstraordinært at give alle 76 frivillige en orkidé som påskønnelse for deres indsats i år.