Ølgod: Dannebrogsflagene blafrede foran butiksfacaderne, de gule tilbudsskilte var fundet frem, og parkeringspladsen på Torvet i Ølgod var fyldt mandag, da byens øvrige detailhandel efter tre måneders corona-nedlukning måtte genåbne.
Anita Grüner Hansen, der er indehaver af tøj- og skobutikken SØS, har haft usædvanligt travlt disse morgentimer for at gøre butikken og de ekstra håndspritautomater klar til igen at kunne modtage kunder af kød og blod.
- Vi er utroligt glade for at få lov til at komme i gang igen, og hjælpe kunderne ansigt til ansigt, i stedet for at kigge ud på en død bymidte, siger Anita Grüner Hansen, mens en kvinde stikker hovedet ind ad fordøren for at tilkendegive, hvor glad hun er for, at butikken må holde åbent.
Anita Grüner Hansen, ejer af SØS i ØlgodJeg tror, at en hændelse som det her er med til, at man som by rykker sammen, fordi man bliver klar over, at det ikke skal blive hverdag ikke at kunne handle i den by, man bor i.
Ligesom mange andre mindre butikker har SØS under nedlukningen afprøvet nye tiltag som afhentning ved bagdøren og live-events for at holde gang i omsætningen. Men afmagten over ikke at kunne gøre noget samt at brænde inde med årets vinterkollektion har tæret på Antira Grüner Hansen mentalt.
Heldigvis har hun og de øvrige ansatte mærket en solid opbakning fra kunderne og de øvrige borgere, der flere gange har mindet hende om, at de tænker på de små forretningsdrivende. Og Anita Grüner Hansen håber på, at nedlukningen står som en påmindelse for borgerne omkring vigtigheden af et lokalt handelsliv.
- Jeg tror, at en hændelse som det her er med til, at man som by rykker sammen, fordi man bliver klar over, at det ikke skal blive hverdag ikke at kunne handle i den by, man bor i, siger hun.
Hos Din Tøjmand Henrik på Storegade er det svært for indehaver Henrik Jul Pedersen at finde en ledig stund for kundestrømmen.
- Det er absolut positivt, at vi må åbne igen. Det har været tiltrængt, siger Henrik Jul Pedersen, der med et målebånd om halsen hjælper en ung mand med at finde nye bukser, inden han skal tilbage på sin efterskole om eftermiddagen.
Der er mange kunder, som skal have byttet deres julegaver med forsinkelse, men det glæder Henrik Jul Pedersen, at kunderne også kommer efter nye skjorter og habitjakker.
- Vi håber da på, at denne kundestrøm varer ved i en periode, indtil vi finder det niveau, vi plejer at have, siger Henrik Jul Pedersen.
Liv eller død
Mange af Ølgods butikker kører i denne uge åbningstilbud for at lokke kunderne indenfor, og hos Sportigan Ølgod kører de i denne uge 30 procent på alle ikke-nedsatte varer, ligesom de åbnede butikken allerede klokken 08.00 mandag, i håb om at folk kunne nå at handle inden arbejde.
- Vi er meget taknemmelige for, at vi får lov at åbne. Det havde været et spørgsmål om liv eller død, hvis det var trukket meget længere ud, siger indehaver Arne Kjeldsen, der har drevet butikken på Torvegade siden 2005.
Han ville gerne have haft muligheden for at sælge kunderne vintertøj, da frosten var værst, men tager sig glædeligt til takke med, at den loyale kundebase igen handler hos ham.
- Vi kan forhåbentlig også sælge en sort skijakke til næste år, så vi er fortrøstningsfulde og ser fremad, siger Arne Kjeldsen med et smil.