Annonce
Ugeavisen Ølgod

61-årig fik tilbudt et nyt butikslokale - gratis: Anne er buschauffør og selvstændig

Reklametryk på tøj er en af kerneydelserne i Anne Knudsens butik. Foto: Morten Nielsen
Anne Knudsen har i mere end 20 år haft et firma registreret, uden at der for alvor er kommet gang i omsætningen. Men så kom der pludselig hjælp fra en hel uventet kant.
Annonce

Agerbæk: Anne Knudsen på 61 år er fabriksarbejderen og senere buschaufføren, som blev iværksætter ved et tilfælde. Hun har faktisk ejet et registreret firma i mere end 20 år.

- Jeg fik et momsnummer i 1996, siger Anne.

Hun oprettede nu egentlig selskabet, fordi datteren Laila begyndte at handle med hobbyartikler. Men hun var for ung til at være registreret, så mor måtte lægge navn til. Anne Knudsen har beholdt cvr-nummeret, som hun har brugt i perioder.

Men nu er der for alvor kommet gang i Annes forretning, som blandt andet laver reklametryk - altså profiltøj - og handler med hobbyartikler. Lige pludselig fik Anne Knudsen nemlig et tilbud, som ellers nærmest kunne lyde for godt til at være sandt. Hun fik tilbudt et tomt butikslokale i Agerbæk - gratis.

Det er lokalet, der tidligere har huset tøjbutikken "Hos Pigerne" og senere en socioøkonomisk virksomhed med hobbyudstyr, som også medvirkede til at jobafklare ledige.

De lokaler har en mekaniker nu lejet. Det er Johnny Steensen.

- Jeg har kendt Johnny, siden han var dreng. Han har ikke brug for al pladsen til værkstedet, og han tilbød mig at flytte ind - uden betaling, siger Anne Knudsen, som tog imod den gestus.

Johnny reparerer blandt andet motorcykler og cykler.

- Jeg boede ved Anne, da jeg var barn, siger Johnny, som nu gerne vil gøre Anne en tjeneste.

Flytning hjalp

  • I Bredgade løb det kun lige rundt, oplyser Anne Knudsen om, at reklametryk og salg af hobbyartikler ikke er en guldgrube.
  • Men hun er rigtig glad for nu at have skiftet adresse, hvor en større synlighed allerede har haft en effekt.

Annonce

Manden døde i 2019

Anne var gået i gang ovre på den anden side af Storegade - på hjørnet af Bredgade - men med en ikke lige så synlig facade. Der begyndte hun med stoftryk og hobbyartikler i 2016, men der kom aldrig vildt meget gang i butikken.

I sommer havde hun yderligere den sorg, at hendes mand, Per Kristian Pedersen, døde i en alder af 65 år efter kort tid med diagnosen leukæmi. Oven i sorgen kom så det praktiske problem, at Per havde lovet at hjælpe til med forretningen. Per stod nemlig til at skulle pensioneres fra produktionen på HTH i Ølgod. Men sådan skulle det altså ikke gå.

Men som en slags trøst har Anne fået masser af hjælp med at flytte butikken.

- Nu hjælper det, at jeg har syv børn, siger Anne om flytningen i november.

Hun behøvede ikke at leje et flyttefirma. Anne har også fået sat en ny facade op.

- Det har virkelig hjulpet at flytte, siger Anne Knudsen, som har gang i at trykke profiltøj.

Hun reklamerer mest efter mund til mund-metoden - men det hjælper åbenbart også at have en beliggenhed, hvor mange ser den nye facade.

Annonce

Hun måtte omskoles til buschauffør

Anne Knudsen bor privat ved Starup, og hun arbejdede i en årrække på fabrikker som Lego og Bramming Plast. Hun fik en nerve i klemme i højre arm. Det var smertefuldt ned i hånden, og Anne kunne ikke længere holde på en limpistol. Hun tog derfor et buskørekort i 2003 på revalidering.

- Det var ikke så hårdt for hånden, siger Anne, der dog vurderer, at det kan være stressende med 20 skolebørn nede på sæderne, der spiller musik på hver deres mobiltelefon og en køreplan, der er presset.

- Men jeg kan få eleverne til at slukke for musikken, siger Anne med et smil om at køre med børn.

Hun arbejder for Tide Bus, og selv om der er blevet mere at lave i butikken, så agter hun at blive ved i de kommende år.

- Jeg kører bus i 32 timer om ugen, siger Anne Knudsen.

Der er hobbyartikler i den tidligere tøjbutik i Agerbæk. Foto: Morten Nielsen
Anne Knudsen har sørget for, at der er kommet en ny facade op på butikken i Agerbæk. Foto: Morten Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce