Annonce
Ugeavisen Ølgod

Forår og fuglefløjt: Årre gør plads til nye kvidrende beboere

Medlemmer af Borgerforeningens Kunst- og eventgruppe, som netop har færdigmalet fem fuglehuse. Fra venstre er det Lise Lotte, Asta og Lilly, og længst til højre står Susanne Jepsen. Privatfoto
Initiativer og idéer er der nok af i Årre Borgerforenings Kunst og eventgruppe, hvor medlemmerne gør, hvad de kan for at få byen til at se indbydende ud. Denne gang bliver det farverige fuglehuse, som skal pryde bybilledet.

Årre: Med foråret følger også fuglefløjt, og netop kvidren bliver der meget mere af i Årre den kommende tid. Inden længe bliver byens grønne områder nemlig pyntet op med 26 nymalede, farverige fuglehuse, som Årre Borgerforenings Kunst og event-gruppe står bag.

- Folk, som kører igennem vores by, skal lægge mærke til, at det ikke er en soveby, slår medlem Susanne Jepsen fast.

Sådan ser det ud, når kunstgruppen i Årre har været i gang med et fuglehus. Privatfoto

Susanne Jepsen på 51 år er den yngste i Borgerforeningens Kunst- og eventgruppe. En gruppe, hvor medlemmerne ikke har så meget andet tilfælles, end at de gerne vil gøre noget godt for byen, forklarer hun. I denne omgang har samarbejdet resulteret i, at fuglene får bedre vilkår i området.

- Vi skal jo passe på vores fugleliv, og det her projekt er også godt for vores nærmiljø, så derfor valgte vi at gå i gang med at male fuglehuse, forklarer Susanne Jepsen.

Annonce

Projekter som samler byen

Fuglehusene er blot det seneste i en lang række af kreative projekter, som Kunst- og eventgruppen har dekoreret byen med. Medlemmerne har tidligere udsmykket gaderne og de grønne områder i Årre med alt fra hjemmelavede dyr og malede sten til blomster. Susanne Jepsen er overbevist om, at de små initiativer er med til at styrke sammenholdet mellem byens borgere.

Mon ikke der bliver rift om de nye boliger i Årre. Privatfoto

- Når vi eksempelvis lægger de nye tiltag op på Facebook, så får man ofte en snak om det, når man mødes nede i Brugsen. Det betyder meget for byen, at man har de her små oplevelser sammen, siger Susanne Jepsen.

Annonce

Allerede en succes

Først var det faktisk meningen, at det kun var 16 fuglehuse, som Kunst- og eventgruppen ville male og hænge op. Projektet har dog vist sig at være så stor en succes, at der allerede nu er blevet bestilt yderligere 10 fuglehuse hjem, som skal pryde Årre.

Først var planen 16 fuglehuse, der skulle dekoreres, men nu er der bestilt 10 mere. Privatfoto

- Ideen blev taget så godt imod i byen, allerede inden fuglehusene overhovedet var kommet op, så vi besluttede os for at udvide projektet, fortæller Susanne Jepsen.

Borgerforeningens Kunst- og eventgruppen er så småt begyndt at hænge fuglehusene op, som kommer til at pynte i Oasen i midtbyen, i Byens Rum ved den lokale skole og i Larsens Skov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce