Annonce
Ugeavisen Ølgod

Forening vil give Ølgods skjulte skøjtesø et ansigtsløft

Viggo Hansen er formand for foreningen Ølgod Byskovs Venner. Han håber på, at andre foreninger eller en virksomhed i Ølgod vil hjælpe til med at rydde bevoksningen i Plantørdammen. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
Ølgod havde denne isvinter en fremragende og ufarlig skøjtesø i byskoven, men søen er fyldt med træer. Dem vil Ølgod Byskovs Venner gerne fjerne, men de efterspørger hjælp til opgaven.

Ølgod: Inde i byskoven bag Ølgod Stadion, ligger Plantørdammen - også kendt som Ølgod Skøjtesø. En lavvandet sø, der for mere end 130 år siden blev anlagt som skøjtesø i plantagen, og som denne isvinter levede op til sit tidligere navn.

Allestedsværende skøjtespor vidnede om, at søen, der er større end en ishockeybane, allerede blev brugt lifligt under frostvejret. Dybden på 30-40 centimeter sikrer, at dammen er sikker at færdes på, også for selv de mindste, når det fryser til.

Men står det til Viggo Hansen, der er formand for foringen Ølgod Byskovs Venner, så trænger Plantørdammen til en overhaling.

Birketræer stak op gennem isen over alt i søen, og håbefulde skøjteløbere, der ville prøve kræfter på isen, måtte navigere slalomløb udenom bevoksningen. Dem vil foreningen have fjernet.

- Det ville gøre søen meget mere tilgængelig at færdes på, og det ville skabe et helt andet lys hernede, siger Viggo Hansen.

Plantørdammen

Plantørdammen ligger i Ølgod Byskov - tidligere kendt som Ølgod Plantage. 

Plantagen blev påbegyndt plantet i 1882. Formålet var at skaffe læ for byen og sikre, at sandfygningen af indlandsklitterne blev holdt nede. 

Foreningen Ølgod Byskovs Venner sørger i samarbejde med Varde Kommune for tilsyn og vedligehold med skoven.

Skøjtesøen blev taget i brug denne vinter. Foto: Viggo Hansen
Annonce

Kan ikke klare opgaven alene

Ølgod Byskovs Venner er i det stille gået i gang med at forberede forskønnelsen af søen. De egetræer i dammen, som skal blive stående, har foreningen i samarbejde med kommunen markeret med plasticbånd, og i den ene ende af søen er arbejdet forsigtigt påbegyndt.


Det er et lidt større arbejde, end vores forening kan håndtere alene.

Viggo Hansen, formand for Ølgod Byskovs Venner


Men foreningen, hvis medlemmer efterhånden er nået en fremskreden alder, må erkende, at arbejdsopgaven er for stor til at løse alene.

- Vores udfordring er at samle folk sammen, og få det gjort. Vi er nødt til at have noget maskineri, der kan hjælpe os. Det er et lidt større arbejde, end vores forening kan håndtere alene, siger Viggo Hansen, der oplyser, at gennemsnitsalderen i Ølgod Byskovs Venner er omkring 70 år.

Hjælpen kunne komme fra en lokal entreprenør, der kunne træde til med maskiner, eller fra en af de øvrige foreninger, der bruger skoven, foreslår Viggo Hansen.

- Vores egen forening vokser, vi har fået nogle yngre bestyrelsesmedlemmer, og jeg fornemmer en stærk vilje til at gøre noget nu. Men vi er trods alt stadig en gammelmandsklub, griner Viggo Hansen.

Den 30-40 centimeter dybe dam var frosset til og udgjorde en oplagt skøjtesø. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
Annonce

Kommunen skal være med

Mette Johnsen, skov og landskabsingeniør hos Varde Kommune, siger, at projektet med at fjerne bevoksningen har været på tegnebrættet i nogle år, men er to gange blevet hindret på grund af for høj vandstand.

- Kommunen har ikke nogen redskaber, som vi på den måde kan låne ud.  Kommunen skal med indover, uanset hvem der gør hvad, men jeg synes, det ville være super, hvis der var flere, der kunne hjælpes om det,  siger Mette Johnsen og tilføjer, at enkeltpersoner eller foreninger, der er interesserede i at hjælpe til, er velkomne til at henvende sig.

Varde Kommune har ikke målt isen på Plantørdammen denne vinter, da vandstanden er så lav, at risikoen for tynd is ikke medfører druknefare.

Viggo Hansens knæ kan desværre ikke holde til skøjtning, men indtil Plantørdammen bliver ryddet, så glæder han sig over, at flere ølgodgensere fik øjnene op for dammens potentiale.

- Jeg bliver så glad, når jeg ser, at skoven bliver brugt på mange forskellige måder. Det var jo det, der var meningen med stedet, da det i sin tid blev anlagt, siger Viggo Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce