Annonce
Ugeavisen Ølgod

Gamle huse bliver erstattet af nye lejligheder i Ølgod

Inga Andersen har taget dette billede med Østerbro 15 i forgrunden og jernbanen i baggrunden. På hele den lange strækning skal der bygges lejligheder. Privatfoto: Inga Andersen
Alle huse på Østerbro 1-15 skal væk. Om et år regner Bolig Sydvest med at være i gang med at bygge 45 nye lejligheder.
Annonce

Ølgod: Da Lars Teglgaard (V) i 2017 blev valgt i byrådet, var hans første møde ét om ønskerne for et nyt lejlighedsbyggeri i Ølgod. Med til mødet var også Bolig Sydvests nye kundechef, Per Lønborg Andersen.

Men de er sådan set bare nye spillere i kampen for lejligheder i Ølgod. Byrådsmedlem Tina Agergaard Hansen (V) og udviklingsrådsformand Inga Andersen har været i gang med kampen i endnu flere år.

Græsarealet her bliver en del af den store grund, hvor der skal bygges lejligheder. I baggrunden ses en anden af Bolig Sydvests bygninger i Ølgod, og der er bred enighed om, at det ikke er et eksempel til efterfølgelse. Det nye byggeri bliver slet ikke så kompakt. Fra venstre: Byrådsmedlemmerne Lars Teglgaard (V) og Tina Agergaard Hansen (V), udviklingsrådsformand Inga Andersen og Per Lønborg Andersen, der er kundechef i Bolig Sydvest. Foto: Benny Baagø

Nu har de fire inviteret JydskeVestkysten Varde på besøg på Østerbro i Ølgod, for nu skal den gode nyhed ud: Alt tyder på, at byggeriet er i gang inden ét år fra nu.

Annonce

Fra otte huse til 45 lejligheder

De endelige tegninger er ikke på plads, men der er en skitse, og der er kommet styr på et hav af detaljer. Byrådet har også godkendt at støtte byggeriet. Så det næste år skal blandt andet bruges på at lave tegninger færdige, at få hyret de rette håndværkere og få revet de nuværende huse ned.


Det, der er vigtigt for os gråhårede, er, at det er bynært.

Inga Andersen, formand for Ølgod Udviklingsråd


Forhistorien er, at Varde Kommune tidligere har købt Østerbro 1, 3, 5 og 9 for at rive dem ned, fordi bygningerne med tiden var blevet nedslidte. Dermed opstod muligheden for, at kommunen kunne opkøbe nummer 7, 11, 13 og 15 og sælge dem igen til Bolig Sydvest, så der er en stor grund at bygge lejligheder på. Desuden overtager Bolig Sydvest en del af materielgårdens grund for at have plads til en parkeringsplads.

- Det bliver godt for Ølgod, siger Per Lønborg Andersen.

Dette er en tidlig skitse af, hvordan det nye lejlighedsbyggeri kan komme til at se ud. Indkørslen bliver fra industrivej, mens cyklende og gående også kan benytte sig af en sti fra Østerbro langs med jernbanen. Den høje, lange bygning langs Østerbro bliver trukket lidt tilbage, så der fremover er mere plads til gående og cyklister på strækningen ud til de nye Netto- og Remabutikker. Skitsen er lavet af Ingeniør'ne for Bolig Sydvest.

Han fortæller, at Bolig Sydvest har 330 aktive søgende i Ølgod. Aktive søgende er dem, der betaler for at være på en venteliste. Der er eksempler på folk, der har ventet syv år på en lejlighed. Ifølge Inga Andersen er der et par, der flyttede i campingvogn en sommer, fordi de nåede at sælge huset, før de fik en lejlighed.

Annonce

Mere bosætning

For byrådspolitikerne Tina Agergaard Hansen og Lars Teglgaard har det stor betydning, at lejlighederne kan give øget bosætning.

Tina Agergaard Hansen og Lars Teglgaard fortæller, at det har krævet vedholdende arbejde at finde en løsning, som både Ølgod og kommunen bakker op om. Foto: Benny Baagø

Lejlighederne bliver for alle, men de bliver indrettet seniorvenligt, og der er elevator. Det betyder, at ældre kan flytte fra deres huse og ind i en af lejlighederne. Det frigiver så huse til børnefamilier.

- Det, der er vigtigt for os gråhårede, er, at det er bynært, siger Inga Andersen.

Og det er det. Lige på den anden side af banen begynder midtbyen med dens torv, butikker og spisesteder. Til den anden side er der ved at blive bygget en Netto, ligesom Rema 1000 også lige har åbnet en butik.

De mange byggerier på Østerbro betyder også, at hele indkørslen til Ølgod kommer til at ændre karakter.

Annonce

Seniorvenligt er luksus

Per Lønborg Andersen understreger, at "seniorvenligt" ikke betyder, at lejlighederne minder om noget på et plejehjem.

- Du opdager det kun ved, at det er mere luksus, siger han og fremhæver blandt andet de store badeværelser.

En del af håbet med lejlighederne er også, at der er boliger til ansatte på blandt andet HTH, der kun er ansat i nogle år og derfor gerne vil kunne flytte let ind og ud af byen.

Tre fakta om de nye lejligheder

  1. Bilernes indkørsel bliver fra Industrivej, og parkeringspladsen bliver på en del af materielgårdens nuværende areal. Der kommer også en sti fra Østerbro langs jernbanen, så de lette trafikanter også kan komme om til bagsiden af bygningen mod Østerbro.
  2. De fleste lejligheder skal være i en lang bygning ud mod Østerbro, men det er også planen at bygge et par rækkehuse i området bag den lange bygning.
  3. Per Lønborg Andersen fra Bolig Sydvest regner med, at byggeriet kan gå i gang i sommeren eller efteråret 2021.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

Garagen brænder!

Ugeavisen Ølgod

Fokus på Agerbæk

Annonce