Varde/Tistrup: Den 55-årige Torben Haahr, som er centerleder i Hodde-Tistrup Hallen, er den sidste nye kandidat på Venstres liste til kommunalvalget i 2021.
- Det kan hurtigt lyde som en kliche, men jeg vil gerne være med til at gøre en forskel i vores kommune og synes, tiden er moden til, at jeg stiller op til kommunalvalget, siger Torben Haahr, der især brænder for foreningsliv og fritid.
- Jeg synes også, vi trænger til en ny og bredere vinkel på turismen, hvor alle på området bliver hørt og bliver bedre til at arbejde sammen, siger han og tilføjer:
- Og så synes jeg, det er meget spændende med den voksende gruppe af ældre i samfundet, hvor man satser på seniorbofælleskaber, som det nye i Ølgod. Det er jeg imponeret af, og det kunne være spændende at være med til at videreudvikle den slags projekter.
Privat bor Torben Haahr i Varde med Kirstine Gottlieb og hendes to børn. I fritiden dyrker Torben spinning og musikoplevelser.