Hanne Lundahl fik en dobermann i 2005, og det er endt med, at hun i dag driver en kennel, der sælger dobermanner til hele verden. I weekenden holdt hun et træf for de mange, der har købt en hund af hende.
Tistrup: Mellem Tistrup og Skovlund ligger en kennel, hvor der ofte er udlændinge på besøg. I denne weekend var der faktisk besøgende helt fra Hong Kong og Brasilien.
Kennelen hedder Dobergaarden Forever, og Hanne Lundahl driver den. I denne weekend holdt hun træf, og omkring 70 dobermanner kiggede forbi. Da der var flest om lørdagen, var der cirka 120 mennesker fra syv lande. Sylvester Stallone og popstjernen Nick Carter kiggede desværre ikke forbi, men de har faktisk også fået en hund fra kennelen.
I hendes staldbygning er der et lokale med pokaler, som hendes hunde har vundet. En af hylderne er med VM-pokaler.
Og alt dette begyndte med én hund.
Dobergaarden Forever
Dobergaarden Forever har et samarbejde med kennel Grusholm. De to kenneler avler sammen seks-syv kuld om året. Det svarer til cirka 70 hvalpe.Cirka halvdelen af hvalpene bliver solgt i Danmark, mens de resterende bliver solgt til hundeejere i udlandet. Hanne Lundahl har solgt hunde til så fjerne steder som Panama, Costa Rica og Kina.
Hanne Lundahls søn, Pierre Lundahl, træner med de hunde, der bliver avlet i kennelen. Han arrangerer kurser og seminarer for hundeførere i Danmark, og han var kvalificeret til at deltage i dette års VM.
Den spæde start
I 2005 var Hanne Lundahl lige flyttet til landejendommen mellem Tistrup og Skovlund. Hun fik en dobermann.
- Den kunne passe på mig her i Jylland, siger hun.
Men hurtigt fik hun gode resultater på udstillinger, og det første kuld hvalpe gik det også godt med. En kennel var skabt.
Alle hunde fra Dobergaarden Forever er i familie med den første hunhund, der nu er død. Også den snart ni år gamle Athos, der er den mest vindende dobermann i Europa, og som stadig er en af de ti dobermanner, hun ejer.
Sover med hundene
I den gamle staldbygning er der to stuer. Det er her, at hvalpene bor. Hanne Lundahl sover selv i stuen, hvor de fire uger gamle hvalpe bor sammen med deres mor. Her opholder hun sig mange timer - faktisk flere end i hendes egen stue, siger hun selv. Når hun åbner en dør, er der et køkken, så hun kan lave mad, mens hun holder øje med hvalpene.
Hendes søn, Pierre, sover ofte i stuen ved siden af, hvor de otte uger gamle hvalpe bor, fortæller hun.
Idéen er, at når hvalpene bliver solgt, så er de vant til at være i et hjem med gulvtæppe, hvor der bliver set fjernsyn, og hvor mennesker går frem og tilbage.
- Det bliver nødt til at være et familieforetagende, for ellers ville min mand ikke acceptere, at jeg sover så meget herinde, siger hun.