Annonce
Ugeavisen Ølgod

Kæmpe sheltersplads ved Varde Å tager form

Den nye sheltersplads ligger for enden af Kanalvej og ned til Varde Å med adgang til Kyst til Kyst-stien, der går fra Vejle til Blåvand. Foto: Henrik Reintoft

Ansager Byudvikling er snart ved vejs ende med en opføre en kæmpe sheltersplads med tilhørende bålhytte.

Annonce

Ansager: Den 29. juni 2010 blev Varde Å genfødt, da vandet gik efter lukningen af Ansager Kanalen og Ansager Stemmeværk fra 1944. Varde Å fik alt sit vand tilbage fra Ansager og Grindsted åer, der i mange år blev ledt til Karlsgårde Sø og til Karlsgårdeværket for at producere strøm.

I dag slynger Varde Å sig naturligt i ådalen. Til stor glæde for mange lystfiskere og rigtig mange vandringsfolk, mens det har knebet mere med at få gang i kanoturismen.

For de har ligesom manglet noget. Tag over hovedet, en lille anløbsbro og mulighed for at komme på toilet. Men nu er der, efter knap tre års ihærdigt arbejde fra Ansager Byudvikling, en lise på vej. Der opføres fem shelters, en bålhytte, en pontonanløbsbro, et tørtoilet og ikke at forglemme en vandpost. Derudover istandsættes det gamle opstemningshus.

Frivillige

Til opstillingen af de fem shelters den 27. og 28. oktober mangler der frivillige. Hvis du vil give en hånd med, så skriv en e-mail til Frank Sørensen på: flbs@mail.dk.Det er SE, som ejer jorden ned til Varde Å. Her opstilles tre shelters på tre gange tre meter og to shelters på 2,5 gange to meter. Derudover opføres en stor bålhytte og en lille anløbsbro, som er på pontoner. Der kommer senere et tørtoilet, ligesom der bliver en vandpost.

Det gamle kanalhus istandsættes, hvor historien om blandt andet Ansager Kanalen og Ansager Stemmeværk fortælles. Og om den voldsomme kviksølvforurening fra Grindstedværket.

Alle materialer ligger klar. Så nu mangler der bare nogle flere frivillige til at tage fat i weekenden 27. og 28. oktober. Foto: Henrik Reintoft
Annonce

Fælles projekt

Frank Sørensen fra Ansager Byudvikling og med ansvar for naturprojekter fortæller, at i weekenden den 27. og 28. oktober går de i gang med at opstille shelterne. Han kunne i øvrigt godt bruge nogle flere frivillige hænder til opstillingen.

Og at de er nået dertil trods mange bump på vejen i form af hensyn åbeskyttelseslinje og fredsskov, skyldes ifølge ham et godt og vedholdende samarbejde med Varde Kommune.

- Varde Kommune har været utrolig gode med projekteringen. Så det er et fælles projekt, siger Frank Sørensen.

Samlet set løber projektet op i 1,3 millioner kroner, som hovedsageligt er betalt af SE's Vækstpulje og Friluftsrådet. Han forventer, at i første omgang vil mange spejdere bruge stedet. Men håbet er, at det nye shelters-område vil gøre Ansager til et yndet turistmål for langt flere vandringsfolk og kanoturister.

Derfor har de talt om, at man skal kunne booke en shelterplads, så man kan være sikker på at få ly for natten. Ikke helt uvæsentlig for især vandringsfolk, der så kan slippe for at tage et telt med. Men i første omgang vil de se tiden an og se, om der er behov for et bookingsystem.

Til foråret indvier Ansager Byudvikling den nye sheltersplads.

Med den nye og meget indtagende shelterplads åbnes der op for mere kanonturisme fra Grindsted og nedstrøms Grindsted Å og Varde Å. Foto: Henrik Reintoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce