Annonce
Ugeavisen Ølgod

Mary voksede op i skyggen af den spanske syge

Mary Madsen fylder tirsdag 15. januar 100 år. PR foto

Mary Brosbøl Madsen fylder 100 år. Det skal markeres med en fødselsdagsfest på Hotel Hjedding.

Annonce

Ølgod: Mary Madsen, Gartnerpassagen 3 i Ølgod fylder tirsdag 15. januar 100 år.

Hun blev født i Gundesbøl og blev i 1944 gift med Leo Tarp Madsen, og de nåede at være gift i 53 år, inden han døde i 1997. I hele denne periode boede de i Gårde, hvor Mary var en trofast støtte for sin mand, som drev en vognmandsforretning. Samtidig var hun med til at skabe de bedste rammer for familien, herunder for opvæksten af familiens tre børn.

Hun voksede op i skyggen af den spanske syge, hvis hærgen betød, at 14.000 alene i Danmark mistede livet. Endvidere har Mary gennem fortællinger givet familien indsigt i, at fattigdom dengang ofte betød ophold på fattiggårdene, og hun har levende beskrevet, hvad det betød.

Mary Madsen har derfor i sin opvækst fået en forståelse for, at livsvilkårene kan være vanskelige. Den sociale forståelse har derfor været en ledetråd for hende gennem hele livet. Hun har altid taget de svages parti. Det var således ikke tilfældigt, at hun som midaldrende valgte at starte som hjemmehjælper. Det gav hende mange glæder at hjælpe andre.

Annonce

Fest på hotellet

Hendes interesse for andre mennesker kommer ligeledes til udtryk overfor familien. Hendes høje alder til trods følger hun levende med i familiemedlemmernes gøren og laden.

Et par år efter sin mands død flyttede Mary Madsen til Ølgod. Trods savnet af ægtefællen formåede Mary hurtigt at få opbygget nye venskaber og få skabt en hverdag med mening og indhold. I 2015 flyttede hun på plejecenteret i Gartnerpassagen i Ølgod. Her nyder hun godt af den pleje og omsorg, som ofte er nødvendig, når man er ved at runde 100 år.

Fødselsdagen markeres på Hotel Hjedding sammen med familie og venner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

I krisetid fisker vi

Annonce