Annonce
Ugeavisen Ølgod

Nu er Hannes første dagplejebørn selv begyndt at få børn

Den 1. august har Hanne Uhre Uhd 25-års jubilæum som dagplejer i Skovlund. Her er hun i selskab med Oliver, Alfred, Johanne og Marius. Foto: Lene Weber
Hanne Uhre Uhd har været dagplejer i 25 år. Hun har passet lige omkring 60 børn og kan huske dem alle.
Annonce

Skovlund: - En lille pige, jeg passede, sagde engang til mig ”Det er godt, du ikke skal på arbejde”, beretter Hanne Uhre Uhd med et smil.

Hun er lykkelig for sit job som dagplejer.

- Friheden opvejer til fulde den lange arbejdsdag. Og så er der sket en spændende udvikling med faget, som også er blevet mere anerkendt. Jeg har været på utallige kurser. I dag arbejder vi eksempelvis med læreplaner, ligesom de gør i vuggestuerne, og vi har fokus på at sørge for en god overlevering til Skovlund Børnehus, som vi har et rigtig godt samarbejde med, fortæller Hanne Uhre Uhd.



Hun har tre kommunale dagpleje-kolleger i byen.

- Vi er stolte af både at have dagplejere og en privat integreret institution i så lille en by, og vi har heldigvis nok at se til. I år er der indtil videre blevet født ni nye borgere her i byen, fortæller den 53-årige jubilar.

Hanne Uhre Uhd oplever indimellem, at forældrene stresser over konstant at skulle aktivere børnene. - Giv hellere børnene ro til bare at være, lyder hendes opfordring. Foto: Lene Weber
Annonce

Byttede hus

Hanne Uhre Uhd er udlært butiksassistent i Kristiansens Boghandel i Varde og arbejdede efterfølgende otte år på kontor hos Flensted A/S. Hun er gift med Ole Uhd, der er kunderådgiver i Skjern Bank, og sammen har de tre drenge; Henrik på 28, Jesper på 26 og Kristian på 18.

- Da vi havde fået Henrik og Jesper, havde vi brug for et større hus. Ejendomsmægleren foreslog os at bytte med nogle, der var på udkig efter et mindre hus, så det gjorde vi. Faktisk var den fraflyttende kvinde også dagplejer, så omgivelserne og huset var allerede indrettet herefter, og da jeg samtidig syntes, drengene havde nogle lange pasningsdage, når jeg arbejdede på kontor, blev Ole og jeg enige om, at jeg skulle prøve, hvordan det ville være at arbejde som dagplejer. Det har fungeret rigtig godt alle årene. Når drengene havde fri fra skole, var der altid nogen hjemme, og de to ældste fik venner blandt dagplejebørnene, som de stadig ser, fortæller Hanne Uhre Uhd.

Alfred, Oliver, Marius og Johanne hygger sig i legehaven. Foto: Lene Weber
Annonce

Næste generation er på vej

Tilbuddet om at passe børn fra udsatte familier, flygtningebørn, handicappede og for tidligt fødte børn har hun altid takket ja til.

- Jeg holder meget af mit job og vil gerne fortsætte. Dog har jeg lidt svært ved at forestille mig at være dagplejer som 68-årig. Det er et fysisk hårdt arbejde. Allerede nu har jeg en skulder, der indimellem driller.

Efter 25 år som dagplejer oplever Hanne nu, at næste generation begynder at dukke op, da dem, hun har passet, selv begynder at få børn. Sådan forholder det sig også i egne rækker. Præcis den 1. august - på Hannes jubilæumsdag - fylder barnebarnet Viggo nemlig ét år og starter i dagpleje. Det bliver dog ikke hos Hanne, men hos en af kollegerne i Skovlund.

Annonce

Gensynsglæde til jubilæum

Hanne Uhre Uhd markerer jubilæet med en uhøjtidelig jubilæumsfest i skolegården på Skovlund Friskole lørdag formiddag den 1. august. Her er alle børn og forældre gennem tiden samt nuværende og tidligere kolleger inviteret.

Der bliver mange kærlige gensyn, når Hanne Uhre Uhd på lørdag fejrer sit jubilæum, hvor alle, hun har passet gennem årene, er inviteret med. Foto: Lene Weber
Annonce
Annonce
Ugeavisen Ølgod

Retroguld i Storegade

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

35 års jubilæum

Annonce