Annonce
Ugeavisen Ølgod

Nybegynder i løbesko er nu træner i to klubber

Det er fællesskabet og den gode energi, der gør det sjovt at være med i den lokale løbeklub, siger Dorthe Holm Henriksen. Foto: Tatjana Johnsson
Selvom Danmark er lukket ned, holder Dorthe og hendes familie sig i form. Det gør de blandt andet, fordi de er med til løb, der arrangeres over hele landet.
Annonce

Næsbjerg: Den 39-årige Dorthe Holm Henriksen er lærer i Årre og gift med Hans, der er procesoperatør hos Fibervisioin. Sammen har de to drenge, Benjamin på 9 og Oliver på 12 år. De har en aktiv fritid sammen, der handler rigtig meget om at løbetræne.

- Jeg er løbetræner i vores løbeklub i Næsbjerg, Løb med NRUI, der lige har haft tre års dag og har henved 40 medlemmer i alderen cirka 20-72 år, siger Dorthe Holm Henriksen, der desuden er løbetræner i SGI Guldager.

- For mig handler det ikke om at vinde i et løb, selvom det hurtigt bliver en konkurrence med mig selv. Nej, det handler allermest om fællesskab og et godt velbefindende og ikke mindst om glæden ved at komme rundt i landet til en masse forskellige løb med min familie og venner.

Dorthe skulle have været til Hamborg og løbe sit første halvmaraton udenfor Danmark nogensinde, men det er - som meget andet lige nu - udskudt.

Jeg ligner nok mange andre kvinder ved, at jeg troede, man skulle være i form for at starte med at løbetræne i en løbeklub. Det er ikke tilfældet, det handler bare om at komme i gang.

Dorthe Holm Henriksen

Annonce

Motivation er også det sociale

Dorthe Holm Henriksen og de andre i løbeklubben gør meget ud af at arrangere hyggestunder i forbindelse med både træning og løb.

- Vi har fællesspisning både til jul og til sommerafslutning, og vi hygger også i naturen. Fornylig nede ved Agerviglunden fik vi suppe efter et løb, siger Dorthe.

Det handler bare om at komme i gang.

- Jeg er nok lidt ligesom mange andre kvinder, for da jeg startede med at løbe, mente jeg jo, at jeg skulle være i form, inden jeg turde vise mig i løbeklubben, som min mand var med til at starte op. Men det er altså ikke virkeligheden, siger Dorthe og tilføjer:

- Hos os i Næsbjerg favner vi alle typer, og vi hepper på hinanden og løber tilbage og samler de mindre hurtige op, og det er der intet pinligt ved, jeg har selv været der.

Medlemmerne i løbeklubben har ofte deres børn med til træning.

- Vores yngste på ni år er også med i DGI's crossløbsserietræning, han går måske bare turen, og så har vi mulighed for at puste hoppepuden op til vores mindre børn her ved stadion, siger hun.

Annonce

Team MILF er pigernes klub

Pigernes fællesskab, Team MILF, har ikke uventet fået en del opmærksomhed alene på grund af navnet.

- I dette tilfælde er MILF forkortelsen for "Motionister i Lækker Form", griner Dorthe Holm Henriksen.

Her er de indtil videre 21 lokale "tøser", der tager ud til forskellige aktiviteter sammen, der har med løb at gøre.

- Vi har blandt andet deltaget sammen i Ladies Mud Race, Vestkystløbet og SEPE extreme challenge, siger Dorthe, der bedyrer, at det mest af alt er et socialt fællesskab af kvinder, der får grinet meget sammen.

Når familien ikke løbetræner, kan de lide at campere i naturen, hvor Dorthe især bruger tiden på at lade op med en god bog, inden rutiner og hverdag banker på igen.

Hele familien Holm Henriksen i Næsbjerg løber foråret i møde sammen. Privatfoto
Lærer Dorthe Holm Henriksen er blevet bidt af at løbetræne. Hun skal være med i Royal Run til efteråret. Foto: Tatjana Johnsson
For Dorthe Holm Henriksen er det på kort tid blevet en livsstil at løbetræne. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

25-års jubilæum

Annonce