Hodde/Tistrup: Seks kandidater dystede i år om at blive modtager af Hodde-Tistrup Prisen 2021, og som noget nyt skulle borgerne beslutte, hvem de ville stemme på og dermed finde vinderen.
Onsdag sidst på dagen foran brugsen var det givet, hvem der havde fået flest stemmer. Indenfor gik uddeler Ronnie Josefsen i sit normale, høje tempo og ordnede alt det, en uddeler nu skal.
Lige indtil Torben Haahr fra Tistrup fandt ham derinde på kontoret og bad ham gå med ud i butikken. Lige der stoppede det helt almindelige uddeler-arbejde, for det var tid til at give hæder til Ronnie Josefsen.
Den del stod Carsten Mortensen for, og han læste op fra den flotte indstilling. Ildsjæl, synlighed, energibundt, hjælpsom, arrangerer events, tid til at snakke. De rosende ord var mange, og det gav da også røde kinder hos brugsuddeleren, som modtog roserne sammen med blomster og pokal for udnævnelsen.
- Tusind tak skal I have. Det er en meget stor ære, sagde Ronnie Josefsen til flokken, hvor i blandt hans to drenge var.
Han benyttede samtidig chancen for at takke byen for den kæmpe opbakning, brugsen får i hverdagen.
Ronnie Josefsen har været brugsuddeler i Tistrup siden 2008 og kom til butikken i 2007. For ham er det helt oplagt at være den lokale medspiller, som både kan lytte, arrangere og sponsere - plus alt muligt andet:
- Vi er dybt afhængige af den opbakning, vi får. Så har vi også en forpligtelse. Vi er meget mere end et indkøbssted. Vi er også byens samlingssted. Det er meget mere end bare at sælge mel og gryn, siger prismodtageren.
Hodde-Tistrup Prisen
Seks kandidater var indstillet til prisen. De er: Dorthe Eskildsen, Tonni Storm Nikolajsen, Tistrup Skole, Hans Strebel, Erik Pallesen og Ronnie Josefsen.
Alle har kunnet indstille kandidater.
Som noget nyt har det i år været Hodde-Tistrup-borgere, der har stemt på de seks kandidater og dermed valgt, hvem der skulle modtage prisen.
En enkelt tur i brugsen, så vil man opleve, at brugsuddeleren er på fornavn med mange. Og det vil han være. Når nogen har brug for at snakke eller læsse af, så tager han sig tid til det.
At netop byens borgere, hans kunder, så kvitterer med en stemme på ham og dermed udnævnelsen til modtager af Hodde-Tistrup Prisen 2021 - det var en af de helt store dage som uddeler:
- Det er den største anerkendelse, man kan få. Det findes jo ikke større, sagde en taknemmelig Ronnie Josefsen efter overrækkelsen.