Annonce
Ugeavisen Ølgod

Sådan fik brugsen i denne landsby Danmarks mest tilfredse kunder

Sara og Anette Nygaard, Glejbjerg, er datter og mor og blandt de tilfredse kunder i Dagli'Brugsen. Foto: Morten Nielsen
Det er én af de små butikker, der er mest populær i Coop-kæden. Der er ikke nogen enkelt opskrift på at ligge utrolig højt i kundetilfredshed, men læs uddelerens bud her.
Annonce

Glejbjerg: Dagli'Brugsen i Glejbjerg har papir på, at den har nogle af Danmarks mest tilfredse kunder. Den har vundet talrige tilfredshedsundersøgelser blandt kunderne i Coop adskillige gange. Den seneste førsteplads på kundetilfredshedsbarometret er fra slutningen af 2019.

- I foråret dumpede vi ned på en andenplads, siger uddeler Henrik Klausen, 39 år.

Men ellers har uddeleren ikke tal på, hvor ofte netop butikken i Glejbjerg er kåret blandt alle Danmarks Kvicklyer, Faktaer, SuperBrugser og Dagli'Brugser som butikken med den højeste kundetilfredshed.

Spørgsmålet er så: Hvordan har Dagli'Brugsen i Glejbjerg opnået det?

Uddeler Henrik Klausen nævner en ting som stabilitet. Det er omtrent det samme personale, der er i butikken år efter år.

En anden ting er, at butikken satser på at være god i dagligdagen.

- Der skal være friske grøntsager, siger Henrik Klausen, som også afkræfter, at det kun er i byerne, der købes økologi.

Gitte Baunsgaard Pedersen, 31 år, arbejder på fuld tid i Dagli'Brugsen i Glejbjerg. Hun kan godt mærke, at der er mange tilfredse kunder. Foto: Morten Nielsen
Annonce

Kunderne køber økologi

- Vi sælger mange økologiske varer. Det er ikke noget, som kunderne selv har bedt om. Men når de er her, så køber de det, siger Henrik Klausen.

Der er også gjort noget ud af vinafdelingen. Uddeleren vurderer, at netop brugsen i Glejbjerg formentlig har det bedste udvalg inden for Dagli'Brugser.

- Der skal være noget at køre ind i brugsen for, siger Henrik Klausen om, at han gør så meget ud af vinafdelingen.

Dagli'Brugsen er også leveringsdygtig i godt kød, mens prisen ikke er et parameter.

- Vi kan alligevel ikke konkurrere på prisen, siger Henrik Klausen.

Det er altså kunderne, som er tilfredse.

Annonce

Tilfredse kunder

Én af kunderne er Kis Nielsen, 62 år, Glejberg, som er fast kunde i brugsen:

- Her er rent og pænt. Her er venlig betjening, siger Kis, der mest handler i brugsen. Det skyldes også, at hun arbejder i Glejbjerg og altså ikke kommer så meget uden for byen.

Sara og Anette Nygaard, Glejbjerg, er datter og mor, og de handler også meget i butikken. Mor Anette er hjemmegående og er derfor meget i Glejberg i dagligdagen. Det er selvfølgelig én af grundene til, at hun bruger brugsen.

Datter Sara på 19 år er lærervikar:

- Jeg kan godt lide brugsen, selv om det ikke er mig, der står for husholdningen, siger Sara Nygaard, som bor hjemme og tjener penge til fremtidige studier på skoler i Vejrup og Grimstrup.

Kis Nielsen er én af de tilfredse kunder. Hun handler fortrinsvis i butikken i Glejbjerg, hvor hun bor og arbejder. Foto: Morten Nielsen
Sara og Anette Nygaard, Glejbjerg, er datter og mor og blandt de tilfredse kunder i Dagli'Brugsen. Foto: Morten Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce