Annonce
Ugeavisen Ølgod

Søren er med sine 191 cm en af de små på holdet

Bedstemor Hanne Gregersen er super fan af volleyballspiller og barnebarn Søren Kallehauge Gregersen i trøje nummer 12 på holdet i Nordenskov. Bemærk: Foto er taget inden forbud mod at stå tæt sammen trådte i kraft. Foto: Tatjana Johnsson
På Nordenskovs UIF volleyball ligahold, der har spillet sig helt til tops i sporten de sidste par år, er der masser af høje herrer, der vil hinanden og sporten.
Annonce

Ølgod: Den 21-årige Søren Kallehauge Gregersen er lige flyttet fra Sig til Ølgod med kæresten i eget hus. Han er just udlært tømrer, og fritiden bliver brugt i Nordenskov, hvor han spiller på det succesfulde herrehold i volleyball, der er nået frem til en andenplads i grundspillet i år.

- Interessen for volley kom via en kammerat, der spurgte, om jeg ville med til træning tilbage i 7. klasse, siger Søren Kallehauge Gregersen, der kalder sig selv en af de "små" på holdet med sine 191 centimeter på et volleyhold, hvor gennemsnittet er 194 centimeter.

Hele familien bakker op om min sport - inklusiv min bedstemor Hanne, der er fyldt 80 år og er med i tourbussen i trøje nummer 12.

Søren Kallehauge Gregersen

Annonce

Bedste er fan

Både Søren og hans kæreste Camilla, der er sosu-assistent, arbejder i Nordenskov. De er lige flyttet sammen og har købt hus i Ølgod.

- Min kæreste bakker 100 procent op om min sport og spiller også selv volley og er med til rigtig mange af vores kampe, siger Søren Kallehauge Gregersen.

Generelt har han stor opbakning omkring sin sport i familien. Selv bedste på 80 år er med på sidelinjen. Hun er endda også ofte at finde ombord på tourbussen til udekampe, og hun blev jublende glad for en holdtrøje med Sørens nummer 12 på i julegave.

Både mor og bedste laver også udklipsbøger sammen, om alt hvad der foregår omkring Nordenskov UIF ligaholdet. Både på sociale medier og i pressen.

Annonce

Derfor volleyball

Volleyball er en forholdsvis lille sport i Danmark.

- De større nationer i sporten er Tyskland, Polen og Brasilien, men der spilles jo volleyball over hele kloden, siger han.

Adspurgt, hvad der gør volleyball til en fed sport at dyrke, svarer Søren:

- Jeg elsker, at man skal være både teknisk og taktisk tænkende i alle oplæg og afleveringer, udover at man skal have styrke i både pareringer, slag og løft. Der er altid nyt at lære og rigtig mange regler at overholde, siger Søren og tilføjer:

- Når man laver en fejl, så ved man det med det samme, og så falder hammeren. Derfor er jeg maks nødt til at være fokuseret, og det kan jeg faktisk godt lide at være. Det drejer sig om splitsekunder i forhold til knald eller fald.

21-årige Søren Kallehauge Gregersen har lige købt hus i Ølgod sammen med kæresten. Han er udlært tømrer, og spiller volley på topplan i Nordenskov. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce

Sportslig ledelse

Søren synes, at holdets succes som nummer to i grundspillet i volleyligaen i høj grad skyldes en dygtig og ambitiøs sportslig ledelse.

- Vores sportschef Jacob Møller har viljen, til at vi kan nå langt, og han er god til at motivere os til at bevise en hel masse på banen, siger Søren Kallehauge Gregersen.

Søren træner i lange perioder dagligt alle ugens dage. Holdet styrketræner, motionerer og spiller kampe sammen. Der er også flere australske og amerikanske spillere for et år ad gangen på holdet. Det giver holdkammeratskabet en ekstra dimension.

- Det er fedt, at vi har haft spillere med fra andre lande, siger Søren Kallehauge Gregersen, der aldrig har været typen, der gik vildt meget i byen, og derfor ikke føler de store afsavn ved at dyrke volley på eliteplan.

Dog var det en trist måde, de udenlandske spillere pludselig måtte forlade klubben på. På grund af corona-pandemien fik holdet ikke sagt rigtigt farvel til hinanden, da de måtte haste ud af landet til deres hjemlande, inden grænserne lukkede til USA og Australien.

- Jeg har ikke selv lyst til at bo langt væk fra familien og spille volley, men jeg vil helt sikkert gerne afsted og besøge mine holdspillere i både USA og Australien en dag i fremtiden, når det her er overstået med corona, siger Søren.

Søren Kallehauge Gregersen spiller i trøje nummer 12 i Nordenskov. Arkivfoto: Annett Bruhn
Familien bakker op om Sørens sport. Her ses på tilskuerrækkerne fra venstre bedstemor Hanne Gregersen, kæresten Camilla og mor Laila Kallehauge Gregersen. Arkivfoto: Annett Bruhn
Når Søren Kallehauge Gregersen ikke har travlt med træning i Helle Hallen, er han netop udlært tømrer og flyttet til Ølgod. Foto: Tatjana Johnsson
Det er blevet til flere medaljer på højt plan for volleyholdet i Nordenskov. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce