Annonce
Ugeavisen Ølgod

Skovlund får 30.000 kroner til forskønnelse af byens indgang

Arbejdsgruppen, der vil forskønne den nordlige indfaldsvej. Fra venstre Camilla Hviid Kikkenborg Nielsen, Kitty Smedsgaard Gamkinn, Jenny Madsen og Susanne Skou Kristensen. Foto: Privatfoto
En arbejdsgruppe bestående af fire mødre har fået bevilliget penge til træplantning ved Skovlunds industri-tunge nordlige indgang.

Skovlund: Den nordlige indfaldsvej til Skovlund og byens erhvervsområde kan snart se frem til et æstetisk løft.

En arbejdsgruppe bestående af fire kvinder fra Skovlund har fået tildelt 30.000 kroner fra Kommunen til indkøb og plantning af træer langs den nordlige indfaldsvej.

Ansøgningen blev tilgodeset på Plan og Teknik Udvalgsmødet i Varde Kommune i starten af februar.

Kitty Gamkinn er organisatoren bag arbejdsgruppen, som opstod i forlængelse af et borgermøde omkring en ny helhedsplan for Skovlund i sommeren 2020.

Helhedsplanen kommer med eksempler på forskønnelse af de fysiske rammer i henhold til Skovlunds Udviklingsplan. På mødet blev der efterlyst tovholdere på en prioritering af tiltag som helhedsplanen forslår, hvilket Kitty Gamkinn meldte sig som.

- Det er en relativ let opgave i Skovlund. Jeg kan ikke mindes, at jeg har fået afslag på engagement, siger Kitty Smedsgaard Gamkinn.

Det er på begge sider af indfaldsvejen til industrikvarteret, at arbejdsgruppen vil plante træer, der i fremtiden skal danne en grøn port ved indgangen til byen. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Og således opstod den ”skønne-kønne-indfaldsvej-fra-nord-arbejdsgruppe” der består af Jenny Madsen, Susanne Skou Kristensen, Camilla Hviid Kikkenborg Nielsen og Kitty Gamkinn.

Gruppen har holdt corona-venlig kontakt digitalt men også med møder i Gulddalslund Bålhytte nord for byen. Nu er arbejdet udmøntet sig i en bevilling, og det glæder arbejdsgruppens formand, at området omkring Skovlunds erhvervsområde får flere træer i fremtiden.

- I dag er området udlagt som traditionel industri med klippede plæner og få træer. Området har potentiale til meget mere, der kan bidrage til Skovlunds nye grønne og bæredygtige identitet, siger Kitty Smedsgaard Gamkinn

Forhåbningen er, at ankomsten til i Skovlund i fremtiden skal dannes af en grøn port med store karakterfulde træer, suppleret med mindre træer. Det vil understøtte biodiversiteten sammen med den blomstereng, der etableres på begge sider af cykelstien.

- Men i første omgang er det vigtigt at få de 30.000 fejret, så vi mødes i en grillhytte på afstand og med hver vores forplejning. Så kan man aldrig vide hvad det udvikler sig til, siger Kitty Smedsgaard Gamkin

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce