Nordenskov: Thea er den kvindelige danske pendant til den spanske eventyrhelt Zorro. Den lyshårede pige fra Nordenskov er smuk, smidig og utrolig selvstændig, og så fægter hun som en drøm. Hun er en af de bedste danske fleuretfægtere i sin klasse. Og hun er en del af den danske bruttotrup af landsholdsfægtere.
Sportsuddannelse
Thea Carlsen Andersen er 17 år og går på HF på Esbjerg Gymnasium. Hun tager sin HF over tre år. Det er en kombineret uddannelse, som kan lade sig gøre på grund af en Team Danmark ordning og en Esbjerg ordning. Den ellers normale to-årige uddannelse, bliver bredt ud over tre år. Det gør at Thea har mulighed for at passe sin sport, og træne både om formiddagen og om eftermiddagen. Thea går til fægtning i Varde Fægteklub, og er en del af det danske bruttolandshold i fægtning i juniorklassen. Hun ligger lige nu nummer et på den danske rangliste for junior pige fleuretfægtere.
Barbie og de tre musketerer
Theas interesse for fægtning begyndte da hun i en alder af ti år, sammen med sin lillesøster, så filmen om Barbie og de tre musketerer. Begge piger blev øjeblikkeligt opslugt af det eventyrlige univers, hvor heltene på egen hånd og helt selv skulle kæmpe og vinde over fjenderne. Pigerne fægtede løs i sjov og alvor, med de bøjler de kunne finde i tøjskabet.
- Jeg elsker fægtning, fordi det handler om mig, og hvad jeg skal præstere. Jeg er meget perfektionistisk og selvstændig. Alt skal være ordentligt og perfekt. Det kan fægtning give mig. Når jeg står på pisten, der hvor vi fægter kampe, og tager masken på, så bevæger jeg mig helt ind i min egen verden. Jeg udelukker alt andet. Der er kun mig og min modstander. Nogle gange kan jeg slet ikke huske, hvad der er sket, når jeg har været til fægtestævne. Det er som om, jeg er i en anden verden, fortæller Thea Carlsen Andersen.
EM og VM
Det var ved et DM stævne for nogle år siden, hvor Thea blev dansk mester i holdfægtning, at hun fik øjnene op for, at hun kunne komme langt med sin fægtning. I 2020 nåede Thea kun to internationale stævner, inden corona lukkede det hele ned. Det sidste stævne var i Polen og på grund af corona nedlukningen, fik Thea ikke mulighed for at samle de sidste og afgørende point til en EM kvalifikation.
Lidt beskedent kommer det frem fra Thea, at hendes drøm er at komme med til EM eller VM i fleuretfægtning.
- Jeg vil gerne med til de helt store stævner. Jeg ved, at jeg skal træne hårdt for at få point nok til at komme med til EM og VM, men det er da min drøm. Jeg har jo fået fægtning ind under huden nu, og jeg er topmotiveret til at gå hele vejen, siger Thea.
Varde Fægteklub
Det sociale liv fylder meget i Varde Fægteklub. Jan Lauridsen, cheftræner i klubben, gør meget ud af at tage imod de nye unge fægtere. Han har et motto for klubben og sine fægtere: Vi fægter for sjov. Følger der medaljer med, er det bare en bonus. Og medaljer er der fulgt med. Flere af fægterne i Varde fægteklub har store mesterskaber bag sig.
Thea Carlsen AndersenFægteklubben er min anden familie. Jeg elsker at få lektioner og blive rettet ind til at blive en bedre fægter. Men det sociale i fægteklubben betyder alt for os alle. Jeg var ikke nået så langt i min fægtekarriere, hvis ikke vi havde det så godt socialt i klubben.
Jan Lauridsen bakker også op om Theas evner indenfor fleuretfægtning.
- Hun er en yderst engageret og topmotiveret fægter. Men ikke nok med at hun er en dygtig fægter, som jeg ved nok skal komme langt, så er hun også limen i klubben. Hun tager sig af de yngre fægtere og er en rigtig humørspreder, siger Jan Lauridsen om Thea.
Thea holder meget af at komme i fægteklubben. Hun tager sig af de unge fægtere og kan på egen hånd styre opvarmningen og benarbejdet, som klubkammeraterne skal have til de to ugentlige klubtræninger.
- Fægteklubben er min anden familie. Jeg elsker at få lektioner og blive rettet ind til at blive en bedre fægter. Men det sociale i fægteklubben betyder alt for os alle. Jeg var ikke nået så langt i min fægtekarriere, hvis ikke vi havde det så godt socialt i klubben. Hvis jeg har haft en dårlig dag i skolen, ved jeg, at jeg altid bliver glad igen, når jeg kommer til træning, siger Thea Carlsen Andersen.
Politibetjent
Det er nogle gang svært for vennerne at forstå, hvad fægtning handler om. De spørger tit Thea, om hun går til rollespil eller rider på hest. Fægtning er en nichesport, som ikke har samme publikumsinteresse som for eksempel fodbold og håndbold. Det er en individuel sport, hvor udøverne ofte lever helt i deres egen verden. Det er dog lige, indtil en af fægterne har vundet. Så ser man ofte en eksplosiv glæde. Det er lige netop den måde at dyrke sport på, Thea godt kan lide.
Thea drømmer om at blive politibetjent. Den drøm har hun haft, siden hun var helt lille.
- Jeg har altid været en lille politibetjent. Jeg kan godt lide, at der er orden i tingene, og at man følger reglerne. Og så kan jeg godt lide at opleve noget nyt hele tiden. Det vil blive så kedeligt, hvis jeg altid skal lave det samme. Der skal ske noget nyt hver dag, siger Thea.