Annonce
Ugeavisen Ølgod

Tilde i 7b vil farve sin konfirmationskjole og genbruge den

Tilde Eskildsen og Esben Larsen Lindbjerg tænker meget over at være klimavenlige og synes, det er en fantastisk ide med at låne konfirmationstøjet i Ølgod Kirke. Men deres eget konfirmationstøj er nyt. Tilde vil farve sin konfirmationskjole til sommerbrug bagefter, og dele af Esbens tøj går i arv til de mindre søskende. Foto: Tatjana Johnsson
De unge konfirmander i Ølgod låner konfirmationstøj i kirken og sender det til genbrug samme sted, når de er færdige med at bruge det på den store dag.
Annonce

Ølgod: 7b har travlt med forberedelserne til deres konfirmation i Ølgod Kirke, hvor præst Else Juul holder dem godt beskæftiget med mange forskellige opgaver. Lidt utraditionelt har Ølgod Kirke valgt at stille konfirmationstøj til rådighed, som man kan låne. I et forsøg på at være mere klimavenlig.

- Jeg synes, det er en hammergod ide, siger 13-årige Tilde Eskildsen og fortsætter:

- Jeg kan godt lide traditionerne omkring at blive konfirmeret, og jeg har også selv en helt ny konfirmationskjole med tyl, som jeg har tænkt mig at genbruge som sommerkjole ved at farve den.

Tilde Eskildsen tænker meget over at være klimavenlig og syr for eksempel genbrugsposer selv, som hun bruger, når hun skal ud og handle eller til idræt.

- I forhold til at være klimavenlig så lever jeg af glutenfri kost, og det er altså dobbeltmoralsk, at det hele er pakket ind i, jeg ved ikke hvor meget plastik, siger hun.

De flotte konfirmationskjoler, som til dette modeshow, er blevet moderne at genbruge. Spørg bare i Ølgod Kirke. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Annonce

Konfirmationstøj i arv

Den 14-årige Esben Larsen Lindbjerg har også gjort sig tanker om konfirmationstøjet.

- Jeg venter med at købe konfirmationstøj, til vi er nærmere på datoen, da jeg er meget i voksealderen, siger Esben Larsen Lindbjerg, der ved, at flere dele af hans konfirmationstøj vil blive genbrugt i familien af hans mindre søskende.

- Jeg tænker også meget på klimaet og synes, man skal flyve mindre på ferie, siger han.

Der er en enkelt i klassen, der indtil videre låner noget konfirmationstøj til den store dag, men der er mange i 7b, der vil aflevere deres tøj bagefter, så det kan genbruges og bringe lykke og sætte et klimavenligt aftryk i statistikken.

- Det er i hvert fald intentionen, siger præst Else Juul.

De unge tænker meget mere end tidligere på at være klimabevidste, og flere konfirmander er begyndt at låne deres konfirmationstøj eller sende det brugte til genbrug. Denne ordning kører i Ølgod Kirke. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Der er et stort udvalg på stangen i Ølgod Kirke af diverse genbrugskjoler og habitter, der kan lånes til konfirmationen. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

I krisetid fisker vi

Annonce