Annonce
Ugeavisen Ølgod

Ung designer fra Ølgod har fået foden indenfor hos kendt dansk modeskaber

Trine Nielsen fra Ølgod har fået en praktikplads hos den danske designer Søren Le Schmidt i København. Foto: Michael Svenningsen
Trine Nielsen fra Ølgod er uddannet modedesigner og har netop fået en praktikplads i København ved den anerkendte danske designer Søren Le Schmidt.

Ølgod: Der er noget meget tydeligt storbypige over Trine fra Ølgod. Hun ligesom lyser op på en anden måde, end dem man ellers møder i en lille provinsby. Hendes stil, udtryk og måde at smile på.

Jeg møder Trine Nielsen en iskold decemberdag sidste år. En af årets allersidste dage. Hun er hjemme på ferie for at besøge familie og venner i barndomsbyen Ølgod. Trine er 25 år, uddannet designer fra VIA University College i Herning og bor i dag på Bispebjerg i København, hvor hun er i praktik hos den anerkendte danske designer Søren Le Schmidt. Han er også fra Ølgod.

- Jeg har fået foden indenfor døren hos en af landets førende designere. Det er jeg helt vildt glad for, fortæller Trine.

Annonce

Alle folk sagde til mig, at jeg jo bare kunne flytte tilbage til Jylland igen. Men det har overhovedet ikke været i mine tanker.

Trine Nielsen

Fra Vestjylland til hovedstaden

Trine gik ni år på Ølgod Byskole og tog 10. klasse på Højer Designskole. Derefter gik hun på Varde Gymnasium. Med en studentereksamen i hus havde Trine et sabbatår, hvor hun arbejdede på lager ved tøjfirmaet Solo i Tistrup. Trines forældre, Gitte og Mogens, bor stadig i Ølgod. Hun har også en lillebror, Ronni på 22 år.

Trine Nielsen var under sin uddannelse på VIA i Herning udtaget til at vise sin kollektion "I wont die, but I can't live without you" på modeugen i København. Foto: Michael Svenningsen

I 2017 begyndte hun på VIA Design i Herning. Det som tidligere hed TEKO. Her fik hun en professionsbachelor i design og business med speciale i fashion design. Hun boede ved skolen i Birk Centerpark i Herning.

- Jeg har altid gerne ville være modedesigner. Som barn elskede jeg at være kreativ og tegne. Jeg var helt vild med Topmodel tegnebøgerne. Det var et vidunderligt univers med lækre modeller og smukke kjoler, fortæller Trine.

- Da jeg var færdiguddannet i Herning, vidste jeg, at jeg skulle flytte til København. Jeg overvejede også Aarhus. Men København føltes bare rigtig for mig. Mange af mine venner fra studiet var også flyttet til København. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive ensom, forklarer Trine.

Det blev dog noget af en forandring for pigen fra Ølgod at komme til hovedstaden. Coronapandemien lukkede landets sociale muligheder, og som håbefuld ung designer med mod på livet og designbranchen var det noget af en mundfuld at stå midt på Rådhuspladsen, omringet af duer og byggekraner.

- Alle folk sagde til mig, at jeg jo bare kunne flytte tilbage til Jylland igen. Men det har overhovedet ikke været i mine tanker. Jeg gik nogle lange ture i centrum for at opleve byen. Det var faktisk super fedt. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg var det rigtig sted. Det her var godt for mig, og det skete på den gode måde, fortæller Trine.

Annonce

Design og følelser

Det var svært for hende at finde et arbejde i designbranchen. Tøjindustrien oplevede en hård tid under coronapandemien. I begyndelsen af nedlukningen sad alle mennesker jo online, kun iført T-shirts og shorts. Ikke en nem forretning for et erhverv, der lever af at klæde folk på til sociale sammenkomster.

Sidste efterår kom der så en åbning ind i designbranchen for Trine. Hun skrev rundt til forskellige virksomheder og designere om muligheden for at komme i praktik.

- Jeg kom til samtale ved Søren Le Schmidt. Det gik superfint, og dagen efter tilbød han mig en praktikplads i en måned. Jeg var så spændt og helt vildt nervøs for at søge en praktikplads der. Søren er jo vanvittig dygtig, siger Trine.

Men det viste sig hurtigt at være det helt rigtige sted for hende.

Søren Le Schmidts showroom ligger på Christianshavn.

- Her er en kreativ hverdag, og jeg nyder hver eneste dag her ved Søren. Mine arbejdsdage er meget forskellige. Jeg laver tilretninger og sy-arbejde. Der er en del, der skal rettes til inden modeugen i februar. Søren har sagt til mig, at det vigtigste i den her branche er, at få foden indenfor døren hos en designvirksomhed, fortæller Trine.

Trines egen måde at arbejde med design på handler meget om at udtrykke følelser. Hun tager udgangspunkt i for eksempel kontrastfølelser, som kommer til udtryk i materialer, prints og silhuetter. Hun elsker at arbejde med blonder og bruger ofte Lady Gaga som muse.

- Jeg kan godt lide den feministiske stil med kjole og støvler med en lille hæl. Og jeg går rigtig meget i sort, fortæller Trine. Foto: Michael Svenningsen

Også bæredygtighed fylder i Trines designunivers.

- For mig skal bæredygtighed være æstetisk. Jeg vil lave kollektioner, der kan holde i mange år. Det skal have en lang levetid. Jeg tænker meget over mit designarbejde, og der skal være følelser med i mine styles.

- Foreløbigt skal jeg være ved Søren Le Schmidt indtil udgangen af januar måned, og jeg er glad for at bruge de ting, jeg har lært under uddannelsen, siger Trine.

- Æstetisk bæredygtighed og følelser betyder meget for mig, når jeg arbejder med den kreative designprocess, siger Trine. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Ugeavisen Varde

Esbjergenser udstiller på kunstmuseet i Tistrup

Annonce
Ugeavisen Grindsted

Mark er gået i graven, og det kan blive en fordel for dig, som skal have godkendt køretøjet

Annonce
Ugeavisen Varde

Mangel på medarbejdere: Pædagogernes formand fortæller om underbemandet personale, som skriger på hjælp i svær coronatid

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ølgod

Landsformanden for OK klubberne glæder sig over det, der sker i Tistrup: - Det danner netværk blandt de ældre og hjælper dem ud af ensomheden

Ugeavisen Ølgod

Drabanterne har prøvet det før, så det klarer de helt sikkert

Ugeavisen Ølgod

Hoppe Lotte sender live på Facebook: - Jeg gør det, fordi jeg elsker det

Ugeavisen Grindsted

Else fortæller om arbejdet med sin bog og om familien på heden

Ugeavisen Ølgod

Min Købmand deltager i ny komedieserie: Vil inspirere unge til at vælge en karrierevej som købmand

Ugeavisen Ølgod

Friluftsbadet forsvinder: -Det gør ondt at se, og der skal komme noget nyt i stedet for

Ugeavisen Ølgod

Vand- og varmepriser forbliver uændrede

Annonce