Skateparken i Fælledparken blev genindviet i en ny udgave for ti år siden som led i den store fornyelsen af parken.
Det har været en succes, og parken er populær i mange aldersklasser og på mange forskellige niveauer.
- Der er brugere her i alderen 2-52 år, fortæller Carsten Egedal Hansen, som selv skater og også har børn, som gør det. Han er medlem af foreningen Big Heart Skateboard, der blandt meget andet står bag skateboardskolen Stranges Skole.
- Vi er en forening i kraftig vækst på 600 medlemmer, fortæller foreningens formand Carlos Veloso-Strange, som har skatet, siden han var dreng. Nu er han 47 år.
Mørket sætter grænser
Carsten Egedal Hansen og Carlos Veloso-Strange glæder sig over succesen, men det har også en bagside.
Der er tale om et offentligt anlæg, som alle med skateboard kan benytte, og samtidig er det også træningssted for nogle af Danmarks bedste skatere, der tilhører den internationale elite, som kæmper for at komme med til OL Tokyo, hvor skateboard er på programmet for første gang.
Dannie CarlsenI de mørke måneder er der ikke meget tid til at skate, når jeg har fri fra arbejde
En måde at kunne tilgodese flere typer skatere ville være, hvis der kom bedre lys på anlægget om aftenen. Belysningen, som der er i dag, er ikke særlig omfattende.
- Du kan ikke rigtig bruge det om aftenen. Jeg kan ikke se tingene, og det er ikke særlig godt, lyder det fra en af elite-skaterne, Dannie Carlsen.
-I de mørke måneder er der ikke meget tid til at skate, når jeg har fri fra arbejde, fortæller han.
Sport og ikke legeplads
For Carlos Veloso-Strange er det synet på skateboarding, som er afgørende.
- Der er ikke tale om professionel idrætsbelysning. Det er som om, at man ser på det her som en legeplads og ikke et idrætsanlæg. Vi kunne godt tænke os samme vilkår som fodbold, siger han med henvisning til aftenbelysning på kunstgræsbanerne til fodbold i Fælledparken og andre steder.
- Nu bliver det lysere og lysere og sommertid. Lige nu arbejder tiden vel med jer?
- Vi har ikke sæsoner. Vi skater året rundt, og på et tidspunkt vender det igen, siger Carlos Veloso-Strange.
Og Carsten Egedal Hansen supplerer:
- Hvis vi skal kæmpe med om OL-medaljer, så skal vi også kunne bruge anlægget om aftenen. Når det bliver mørkt, og lyset er så svagt, så går folk hjem.
- Kunne vi bare få halvdelen af en fodboldbanes belysning, vil det være fedt, siger Dannie Carlsen.
Borgmestre er positive
Politikerne er gjort opmærksomme på problemet, og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager-Olsen (EL) vil gerne gøre noget.
- Skateparken bliver mere og mere populær, og derfor giver det rigtig god mening at forbedre belysningen, så brugerne kan have større glæde af den særligt i vinterhalvåret, hvor de mørke timer dominerer. Derfor har jeg nu bestilt et budgetnotat, så ønsket kan komme med til budgetforhandlingerne senere på året, udtaler hun i et skriftligt svar og supplerer:
- Jeg ved, at der er stor lokal efterspørgsel på en løsning, og det ønske skal vi selvfølgelig lytte til. Jeg håber, at de mange skatere næste år kan nyde godt af bedre belysning, så i langt højere grad har mulighed for at udøve deres sportsgrene på banen.
Også kultur- og fritidsborgmester Francisca Rosenkilde (Alt) er positiv.
- Skatemiljøet er et levende miljø, jeg som kultur- og fritidsborgmester bakker fuldt op om. Vi skal selvfølgelig tilbyde skaterne i København de bedst mulige faciliteter – og i flere af døgnets timer. Jeg vil derfor undersøge muligheden for lys på skaterbanen i Fælledparken. Byen har brug for subkulturer som dem, skatemiljøet repræsenterer, og jeg håber meget, at der kan findes nogle gode løsninger, udtaler hun.