Annonce
Interview

Både Nathalie og hendes søn har autisme: Det er noget helt andet end Rain Man

Nathalie Pade har i en moden alder fået diagnoserne autisme og ADHD, efter hendes søn havde gennemgået et forløb. Foto: Thomas Frederiksen
Nathalie Pades søn blev efter en lang og dårlig periode i skolen udredt med autisme. Moderen besluttede sig for at sætte sig ind i emnet og efterhånden ville hun finde ud af, om hun også selv havde det.

Mange forældre har prøvet at få stillet en diagnose til sit barn og skulle forholde sig til det. Noget af en omvæltning for de fleste.

Nathalie Pade fra Østerbro er en af dem. Men hun er gået flere skridt videre end de fleste og har skrevet en bog om diagnoser, og så besluttede hun sig for selv at blive udredt - at finde ud af om hun selv er autist.

Indtil for fem år havde Nathalie ikke spekuleret særligt meget over diagnoser. Nathalies søn havde haft problemer og havde skiftet folkeskole. Efter en lang og dårlig periode fik han en diagnose som 11-årig: aspergers syndrom, som er en del af autisme-området. Noget af et chok.

-Jeg tænkte hold da kæft, Rain Main, fortæller hun med henvisning til en af de mest ikoniske film fra firserne, hvor Dustin Hoffmann i filmen fra 1988 spiller autist, som vel at mærke er meget socialt handicappet, samtidig med han har en bemærkelsesværdig evne til at huske alverdens detaljer (filmens anden hovedperson er i øvrigt Tom Cruise, som spiller en lillebror, der finder sin ukendte storebror efter faderens død, men det er en helt anden historie).

Annonce

Bystater og Mozart

Netop autisters klogskab er kendt af mange, også på grund af filmen, og også noget, der genkendes fra virkeligheden, men det kan være meget forskelligt fra person til person.

- I min søns klasse er der en, som kan alle antikkens græske bystater udenad og er specialist i Mozart, andre er meget dygtige til at tegne, fortæller hun og supplerer:

- Men det er jo ikke alle, der er "vidunderbørn", bare fordi de har en autisme-diagnose.


Jeg kan ikke sige nok godt om den specialskole, min søn går i. Han har fået selvtillid og er selvkørende og har venner rundt omkring

Nathalie Pade


Rain Man gjorde i høj grad autisme kendt, men mange fik også et skævt indblik i, hvad det handler om, da det var markant færre, som blev diagnosticeret dengang, og derfor var det meget få, som stødte ind i begrebet autisme i hverdagen.

I dag har langt flere børn og unge diagnosen, så stort set alle har kendskab til mindst et barn, som har autisme eller en anden diagnose, og langt de fleste fungerer meget bedre socialt end Dustin Hoffmanns rolle i Rain Man.

Og Nathalie Pade begyndte at sætte sig ind i tingene, efter sønnen havde fået diagnosen:

- Så fandt jeg ud, at det ikke var Rain Man, men der er et stort autisme-spektrum. Jeg begyndte at læse og researche selv, så er det en hel verden, man går ind i. Og jeg fandt ud af, at det var meget mere almindeligt, end jeg troede. Jeg gik ind i Facebookgrupper og opdagede nogle med nogle kæmpeproblemer, fortæller hun.

Annonce

Bølle dominerede

Nathalie Pade bor med sin søn og kæreste i området omkring Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade. Hendes søn har gået på to forskellige folkeskoler. Hun havde oplevelsen af, at han stort set altid havde været velfungerende, ikke med en kæmpe omgangskreds, men han havde få, men gode venner, og havde sine interesser.

Det begyndte at gå helt galt, da en anden dreng i klassen gjorde skoledagen til et helvede for ham. En bølle som totalt dominerede sønnen.

- Lige pludselig opdagede jeg en dreng, der var et mørkt sted, som ikke spiste ret meget eller sov ret meget og ikke kunne gå i skole. Det opdagede jeg for sent, fortæller Nathalie om denne oplevelse.

Sønnen skiftede derefter fra en folkeskole til en anden. Og i begyndelsen gik det rigtig godt.

-Det virkede supergodt i starten, men så efter 14 dage gik han ned med flaget, fortæller hun. I lang tid gik sønnen ikke i skole, og et såkaldt udredningsarbejde - hvor lægerne finder en eventuel diagnose - blev sat i gang.

Oprindelig for at få bugt med den invaliderende angst, der havde formørket sønnens liv. Men familien gik derfra med en autismediagnose i stedet. Noget som Nathalie ikke lige havde set komme.

Annonce

Går godt nu

Sønnen havde en lang periode, han ikke gik i skole, og hun oplevede, at folkeskolerne - trods god vilje - havde svært ved at tilbyde ham det, han havde brug for, men siden er sønnen, som nu er 16 år, kommet på specialskole, og det fungerer rigtig godt for ham.

- Jeg kan ikke sige nok godt om den specialskole, min søn går i. Han har fået selvtillid og er selvkørende og har venner rundt omkring, fortæller hun.

Nathalie Pades egen research er mundet ud i bogen: 'Jeg Er'. Som journalist, forfatter og underviser er hun vant til at sætte sig ind i mange forskellige emner og vant til at formidle, og det mundede ud i bogen, hvor hun udover at fortælle sin egen families historie også interviewer andre, som har det inde på livet og skildrer videnskaben bag diagnoser og forskellige holdninger til det, både blandt fagfolk og lægfolk, der har personlige erfaringer.

Annonce

Søg og du skal finde

Jo mere hun satte sig i emnet, des mere nysgerrig blev hun omkring sig selv i forhold til autisme.

- Der skete efterhånden det, at det jeg begyndte at analysere alle de træk ved autismen, så kunne jeg genkende mig selv. Søg og du skal finde, konstaterer hun.

Samtidig var hun i en periode, efter sønnens diagnose og lange pause fra skole, hvor hun efter eget udsagn ikke kunne holde sammen på sig selv. Nathalie Pade besluttede sig derfor for selv at blive udredt, og resultatet var en diagnose med både autisme og ADHD.

I det store hele har hun været glad for den afklaring.

- Det kan være en hjælp at vide, at der er de og de og de faldgruber, og du lærer dem efterhånden at kende. Nogle går fra det ene sociale arrangement efter det andet som en fisk i vandet, og det er meget godt at vide, at det gør jeg ikke. Ok, det skal ikke være en undskyldning for ikke at deltage i samfundet, så vidt man nu kan, siger hun afklaret.

Annonce

Mere mainstream

Hun er klar over, at der både for voksne og især for børn kan være fare for at blive sat i bås med en eller flere diagnoser, men hun mener, at fordelene ved at kende sig selv og sine muligheder og begrænsninger er større, hvis det omgivende samfund giver rum for, at vi ikke alle er ens.

- På en måde vil det være meget godt, hvis det bliver mere mainstream at have en diagnose, så vi kan mødes i det fælles menneskelige, og det er ok, at nogle af os trækker os lidt fra noget af det sociale, siger hun.

Nathalie Pades bog: 'Jeg er'. 

Hyppige diagnoser

Der er de senere år set en markant stigning i visse diagnoser blandt børn og unge. Nogle af de mest almindelige er:

Autisme omfatter personer, der tit har vanskeligheder med socialt samvær. Ofte kan autister have en eller flere særinteresser og være god til at fordybe sig i særlige emner. Autisme er et bredt felt, hvor nogle i den ene ende kan have det i mild grad og være særdeles velfungerende og andre i den modsatte ende være synligt påvirkede. En form for autisme, der til tider betegnes som mild, er 'aspergers'. Det skønnes, at omkring en procent af befolkningen har autisme på eller anden måde.

ADHD viser sig hyppigt ved, at en person er hyperaktiv, er impulsiv og kan have svært ved at koncentrere sig. Det kan ofte vise sig ved den klassiske udfordring for børn ved at have svært ved at sidde stille i skolen. Forstyrrelsen ses hos to-fem procent af alle børn.

Nathalie Pade har udgivet bogen 'Jeg  Er' om autisme, angst og adhd på sit eget forlag Natlink, hvor den kan bestilles. Den kan også købes hos boghandlerne. I bogen ønsker hun blandt andet at bryde med nogle af de stereotype opfattelser af diagnoser og give flere nuancer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Så lukker Øbro-Hallen igen igen

Debat

Østerbro skal fungere i hverdagen

Debat

Tak for hjælpen i teltene

Annonce