Debatindlæg af lokaludvalgsformændene i København
Carsten Mai skriver i sin klumme ’Mai & Rådhuset’ om pjækkeri i lokaludvalgene og Tordenskjolds soldater. Dertil en påstand om, at politikerne helst så os nedlagt.
Lokaludvalgene hilser den kommende evaluering af lokaludvalgene velkommen. Der er brug for justering af repræsentativitet og valgprocedurer. Det er vi alle enige om. Det er helt i tråd med den konservative Jakob Næsagers forespørgsel og ønske.
Kommunen ønsker borgerinddragelse, og det er netop lokaludvalgenes vigtigste opgave. Lokaludvalgsarbejde er frivilligt og mange medlemmer lægger en engageret indsats i lokaludvalgene. Er det Tordenskjolds soldater? Måske, men det er det vel også i Vælgerforeningerne, som har langt færre medlemmer end tidligere. Og i foreningslivet. Vi har snarere brug for at sikre vores sammenhængskraft og forsøge at engagere flere i lokalt arbejde, foreningsliv, frivilligt socialt arbejde, Vælgerforeninger og arbejdsgrupper under lokaludvalgene.
Ønsker partierne lokaludvalgene nedlagt? Hvorfor laver avisen ikke en rundspørge, så kan det hurtigt be- eller afkræftes. Ellers er det en påstand der blæser i vinden.
Vi ser frem til den kommende evaluering og medvirker gerne konstruktivt.
Lokaludvalgsformændene i København: André Just Vedgren (Amager Vest), Susanne Møller, (Amager Øst), Alex Heick, (Bispebjerg), Hans S. Christensen, (Brønshøj-Husum), Poul Cohrt, (Christianshavn), Bent Lohmann (Indre By), Joan Røge (Kgs. Enghave), Mogens Petersen (Nørrebro), Michael Fjeldsøe (Valby), Bent Christensen (Vanløse), Thomas Egholm (Vesterbro), Allan Marouf (Østerbro)
Du kan læse Carsten Mais klumme her: Mai & Rådhuset: Udbredt pjækkeri i lokaludvalgene