Annonce
Østerbro

Håb om at Østerbro-projekter sættes hurtigt i gang

Annonce

Gennem flere budgetforlig de senere år er der sat penge af til Østerbro-projekter, som ikke er kommet i gang på grund af statens anlægsloft over for kommunerne, som sætter begrænsninger for, hvor mange penge der må bruges.

Dette anlægsloft er nu fuldstændig fjernet for at sætte gang i samfundsøkonomien. Dermed er der stærkt håb på Østerbro om, at nogle af de udskudte projekter snart kan komme i gang. Det gælder blandt andet cykelsti på den sydlige del af Strandboulevarden, fornyelse af den nordlige del af Østerbrogade, rekreative rum på Øster Gasværk-grunden, forundersøgelse af landsstrøm til Langelinie og cykelsti på Indiakaj.

»Nogle af de projekter er udsat den ene gang efter den anden, så jeg håber snart, at vi kan komme i gang. Nu må det være Østerbros tur,« siger formand for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf.

»Større sikkerhed for cyklister, mindre luftforurening og en revitalisering af Østerbrogade. Det vil jeg kæmpe for bliver prioriteret, når låget løftes af pengekassen med anlægsmidler,« lyder det fra det radikale medlem af borgerrepræsentationen, Mette Annelie Rasmussen, i et debatindlæg til Østerbro Avis.

I kommunen er der projekter for omkring 700 millioner kroner, og nogen af dem kan ikke gøres færdige i år. Derudover skal der sendes projekter i udbud, så man kan ikke bare sende alt i gang fra den ene dag til den anden.

Københavns Kommunes Økonomiudvalg har sat processen i gang og godkendt at sende bevillingerne videre til fagudvalgene i kommunen. Senere skal de tilbage til Økonomiudvalget og i Borgerrepræsentationen og endeligt vedtages sidst i april.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
KøbenhavnLIV

Nye mæglere på alléen

Annonce