Biografer, koncertsale, udstillinger og museer er som bekendt lukket for tiden, og masser af kulturtilbud kan nu findes findes hjemme på den ene eller den anden skærm.
Men du kan også opleve aktuel kunst ude i det fri og helt gratis, simpelthen på Den Frie Udstillingsbygning på Oslo Plads - lige over for Østerport Station.
Hvis folket ikke kan komme til kunsten, må kunsten komme til folket.
Kunstsammenslutningen Koloristerne skulle have udstillet inde i bygningen. Nu udstiller de i stedet uden for, hvor de præsenterer en række store malerier. Maleriet som kunstnerne har udført i fællesskab og derfor står kollektivt bag.
- Hvis folket ikke kan komme til kunsten, må kunsten komme til folket, står der skrevet på et af malerierne.
I stedet for skærm
Formand for Koloristerne Carsten von Würden siger om projektet i en pressemeddelelse:
- Flere undersøgelser har for nyligt peget på, at det vi særligt savner her i nedlukningen er kunsten og kulturen. Det fysiske møde med kunsten kan ikke erstattes af en skærm. Så med denne manifestation ville vi kunstnere gerne give mulighed for at folk kunne få et fysisk møde med kunsten! Vi er derfor superglade for at kunne give alle, der kommer forbi Oslo Plads en kunstoplevelse i gode sikre rammer udendørs, med en gruppe af Danmarks dygtigste malere!
Udstillingen er åben frem til 21. februar.
Også i Ryesgade
De deltagende kunstnere er: Søren Ankarfeldt, Regitze Engelsborg Karlsen, Christina Hamre, Asger Harbou Gjerdevik, David Noro, Ida Kvetny, Michael Norre, Jakob Oksbjerg, Jon Pilkington, Niels Reumert, Hartmut Stockter, Jørgen Teik Hansen, Carsten von Würden og Maria Wæhrens.
Også i Ryesgade 86 præsenterer de i Kunst 86 en udstilling, som kan opleves ude fra gaden, dog i noget mindre rammer. Det er vinduesudstillingen 'Above and belove' af Carsten Crone Caroc og Malte Fisker, der kan opleves frem til 13. marts.
_