Annonce
Østerbro

Klumme: Gunnar Nu - den store dansker og østerbroer

Busten af Gunnar Nu Hansen blev afsløret på Gunnar Nu Hansens Plads i 1996, tre år efter hans død i 1993, af hans enke Elly Hansen.  Foto: Kurt Petersen/ Ritzau Scanpix
Annonce

Som dreng på Østerbro i halvtresserne vender jeg ofte tilbage til min lukkede legegade, et kvarter fra Molen, hvor vi slog smut med vore drømme og Fælleden, hvor vi headede solen i mål.

Det var dengang, der lå et ismejeri, en købmand, en bager, en rulleforretning og skomager lige rundt om hjørnet. Og så var det ikke mindst dengang, Gunnar Nu Hansen boede fem minutter fra vores gade. Forleden stoppede jeg igen op på Gunnar Nu Hansens Plads på en af mine ture tilbage til barndommen.

1. billede: Gunnar Nu boede på Nygårdsvej ved det lokale værtshus, Strandlyst. Jeg fem minutter længere oppe, forbi bager Jacobsen og ismejeriet Egely i en lukket sidegade, hvor vi kunne spille fodbold, til vi skulle op og spise, og hver dag i stilhed håbe på, at Gunnar Nu kom forbi. I dag er jeg 75, men jeg kan stadig mærke, hvordan Gunnar Nu ramte mit drengehjerte, så det stadig danser, som en helflugter af John Hansen og lyser i rødt og hvidt, som da vi slog Sverige 2 – 1 i 1965.
Lad mig fremkalde flere billeder:

2. billede: Hvem over 60 glemmer hans stemme? Så byder Danmarks Radio lytterne velkomne? Næppe nogen. Hvorfor? Fordi vi blev budt velkommen med en varme og ægthed, så vi følte os velkomne. Af en kendt mand, ja. Men endnu mere af en kammerat. Som en af dem man faldt i snak med på Hockeybanen, når ens hold havde scoret. Eller var blevet snydt for et straffespark.

Eller slog en venligt på skulderen, når man skulle bære et nederlag hjem. Og ikke mindst som den, der lyttede til ens meninger, så man voksede i samtalens løb. Og med årene som onklen, der glemte at landskampen blev sendt forskudt, og han derfor ikke måtte indlede transmissionen med at juble: Vi har endelig slået Sverige i Sverige. Og til sidst, da Gunnar blev gammel, som legenden, den alvidende Gunnar Nu.

3. billede: Jeg ligger og bider nervøst i gulvtæppet med en puls på over 200 og gemte hovedet helt inde i radioen, når Gunnar Nu bød mig velkommen til - - - dagsrapporten i januar 1952, hvor Gunnar rapporterede, dag for dag, time for time, minut for minut fra den engelske havneby Portsmouth, hvor den danske styrmand Henrik Kurt Carlsen kæmper for at rede sit skæve skib, Flying Enterprice, inden det forsvandt i bølgerne.

Som lyttere er vi med ombord. Besætningen er gået i bådene. På det skæve skib er der kun Henrik Kurt Carlsen, Gunnar og hele Danmark. Jeg har genhørt reportagen mange gange siden. Gribende. En medlevende og medlidende journalist, der har glemt ordbogen med de kritiske spørgsmål, men som ikke er bange for stolt at gøre en landsmand større. Med Gunnar Nu ved mikrofonen drejede det sig ikke om journalisten, men om personen, der blev interviewet.

Var Gunnar så blot mikrofonholder? Nej! Men han lyttede interesseret. Holdt af de mennesker, han interviewede, og ville i dag utvivlsomt være dumpet i faget kritisk journalistik. Men det bliver Gunnar ikke mindre af.

4. billede: Det er juleaften. Hele familien er færdig med risengrøden. Bunden skulle jo lægges solidt inden flæskestegen. Så lukker far op for radioen. Stille. Højtid. Som tidligere i Sionskirken.

Vi er med Gunnar ved Mindeankeret i Nyhavn for at mindes de mange søfolk, der gik ned med deres skibe under krigen. Min søster og jeg er fredsbørn, men vi er vokset op i krigens skygge og har derfor også i biografen set og hørt Gunnar Nu fortælle om de fem forbandede år i filmklip, som han med modstandsbevægelsen lagde stemme til, og siden blev til filmen ”Danmark i lænker”.

5. billede: Klokken er ti minutter i syv. Hvordan kommer man op til en ny skoledag i den håbløst lange januar? Årets længste måned. Ved ekstra vitaminpiller. Nej, ved hjælp af Gunnar, der tager os med til nattens røgfyldte Forum. 6-dages løbet er nu neutraliseret. Min helt Evan Klamer kører rundt med et stort halstørklæde og halsbetændelse. Og om aftenen kan jeg gå ind til fru Romeyke, der har fjernsyn og se en hel halv time. Og hip hurra! Den sidste aften se, at det altså heller ikke i år blev Kay Werner og Evan Klamer, der vandt, men selvfølgelig igen, igen Gillen og Terruzzi.

6. billede. OL i Helsingfors:

Elvstrøm med guldblink i blæsten.

Hartel, prinsessen på hesten.

Se, hvor hun nejer,

mens Dannebrog vejer.

Og nu er det nu, her i Danmark.

Da Gunnar vendte hjem fra Helsingfors, stod vi foran hans opgang: Velkommen hjem, Gunnar! Og havde opfindsomme, som vi var, omdøbt Nygårdsvej til NU-gårdsvej.


Da Gunnar vendte hjem fra Helsingfors, stod vi foran hans opgang: Velkommen hjem, Gunnar! Og havde opfindsomme, som vi var, omdøbt Nygårdsvej til NU-gårdsvej.


7. billede: Fagenes fest. på Østerbro Stadion Og selvfølgelig er Gunnar lige så begejstret som havde det været en landskamp. Vinder de øltykke kuske fra Tuborg over de lige så tykke fra Carlsberg? Og hvem kan ikke få en festligt speak ud af brandfolk, der sprøjter på hinanden, mens de røde postbude løber omkap. For det kunne de dengang i postvæsenet. Hvem glemmer det løbende postbud Gunnar Nielsen?
Sådan kunne jeg fortsætte med det ene billede efter det andet. Fra andre olympiske lege, håndboldherrernes sølv-triumf i Sverige. De utrøstelige nederlag i fodbold til Sverige, hvor Gunnar efter kampen hjerteligt lånte sit store lommetørklæde til at tørre tårerne væk på fodbolddrenge i sorg.

Men størst i erindringen står de legendariske pokalfinaler på Wembley, hvor man begyndte med salmen Abide with me. Hvert år citerede Gunnar den danske gendigtning. Og som mange af os hørte det – ikke fordi han skulle, men fordi han gerne ville.
Når øjet brister, vis mig korsets tegn! Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær! I liv, i død, min Gud, vær du mig nær.

Og som ung gymnasiast blev jeg bekræftet, da vi i vores ungdomsklub ved Emdrup kirke kækt skrev ud til 50 kendte danskere: Skal man være dum for at være kristen? Vi fik mange svar. Gunnars husker jeg den dag i dag. Kære unge i Emdrup. Hvis man skal være dum, for at være kristen, har jeg været dum hele livet. Som barn lærte jeg at bede Fadervor, og det har jeg gjort siden. De bedste hilsner. Gunnar Hansen.

Mange år efter havde medarbejdere i Skovlunde Kirkes store konfirmandklub fået Gunnar til at tale til de unge en fredag aften.

Han var mindst 80 og ankom med feber i sin store Volvo Amazon. Kørte lige til døren. Ingen skulle se ham med stok. De gamle sportsben var slidt. Og som han sagde: Reservedelene er udsolgt.

Men da han var på plads i en god stol, lukkede vi 100 vilde konfirmander ind. De så måbende på legenden, som stod de over Holger Danske. Og selvfølgelig kunne han besvare alle deres spørgsmål. Gunnar fulgte jo med til det sidste. Da de unge var sendt hjem, satte vi tredive trætte medarbejdere os ved kaffebordet. Og trods feber blev Gunnnar og snakkede med os. Her fik jeg så lejlighed til at fortælle ham historien fra ungdomsklubben, og hvad hans svar havde betydet for en ung gymnasiast og mange andre unge.

Selvfølgelig har Gunnar Nu plads i Hall of Fame for sin indsats for idrætten i Danmark. Hvem ellers? Og et år efter sin død fik han sin egen plads ikke langt fra Parken på Østerbro, Gunnar Nu Hansens plads med en vellignende buste af radioreporteren med det store halstørklæde og sin mikrofon. Og dér står han. Her hilser vi ofte på hinanden, mens jeg nynner:
Gunnar! Vi voksed en tomme.

Ord gik til inderste lomme:

Du spredte glæde,

hvor du var til stede. Hvordan er det nu, her i Danmark?

Niels Johansen

Præst og forfatter. Født 11. september 1944. Opvokset i Romsøgade, Sions Sogn, på Østerbro.

Præst i Kildevældskirken 1972-1980 og siden præst i Skovlunde frem til 2009.

Har udgivet flere salmer, sange, digte og bøger, flere af dem, både i erindring og fiktion, er inspireret af barndommen på Østerbro.  

Annonce
Annonce
Østerbro

Så er der mad: Pesto fra Nordhavn

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østerbro

Kunsten har indtaget autoværkstedet

Indre By

Cykler I til skole?

Østerbro

Festival: Regnbuen ender i Salonen

Annonce