Annonce
Debat

Klumme: Lad os huske nuancerne - Vi gør alle det bedste, vi kan!

Cille Bindslev Rosentoft, østerbroer og medindehaver af Freeliving. Foto: Freeliving.dk
Annonce

Så har vi taget hul på en ny måned. Dagen i dag startede med den obligatoriske morgentur rundt om en sø. Dagens højdepunkt - og stressfaktor, fordi jeg altid skal skynde mig hjem til et møde.

Derefter mandagsmøde i min virksomhed - på zoom.

Mødet blev både afbrudt af et barn, der skulle lave gymnastik med sin klasse og et vækkeur der ikke blev hørt af et andet (stort) barn.

Derefter dagens andet møde nu på Google Meet, hvor jeg måtte mute mig selv, fordi der ikke var ro herhjemme. Gymnastik-barnet skulle nu lave gruppearbejde og alle stemmer gik i min mikrofon. Mute, mute, mute.

Da det møde var færdigt, opdagede jeg, at det tredje barn slet ikke var stået op. Klokken var 10 ... og netop i dag skulle de tage hul på projektuge i hans klasse. Alt andet måtte vente og det sovende barn vækkes.

Så var alle vågne, men det mindste barn var allerede færdig med dagens skole. Klokken var kun 11.16.


Da det møde var færdigt, opdagede jeg, at det tredje barn slet ikke var stået op. Klokken var 10 ... og netop i dag skulle de tage hul på projektuge i hans klasse. Alt andet måtte vente og det sovende barn vækkes.


Jeg havde ikke nået nok, og det aller mindste barn skulle hentes fra børnehave kl 14. Der står han klar i flyverdragt og hue og trænger til sin moar. Så står den på fastelavnsboller (som er en af de gode ting, der er vokset frem hos samtlige bagere under corona), cykeltur og en del dårlig samvittighed over ikke at have nået nok.

Det kan godt være, at februar ikke er så lang. Men lige nu føles 28 dage altså som en sjat.

Jeg ved godt, at vi alle er i samme båd, samfundssind og fællesskab og så videre. Men i dag vil jeg have lov til lidt tungsind.

Når jeg er for glad, passer det heller ikke så godt til tiden. For “tænk på alle dem, der har det værre end dig...”

Jeg prøver at balancere i corona-reglerne. På den ene side må man ikke brokke sig for meget, for vi skal holde ud, holde sammen, vise samfundssind og fællesskabsånd. Jeg ved det godt. Jeg gør det hver eneste dag, jeg kæmper og isolerer mig. Jeg krammer kun mine egne børn og min mand. Jeg går ture og mødes kun med en lille udvalgt flok - og altid kun udenfor.

På den anden side må jeg heller ikke være for glad, for der er mange andre, der har det hårdere end mig. Mange der har mistet job, er ramt af sygdom, nedlukning eller andre konsekvenser af corona. Jeg ved det godt.

Jeg ved ikke, hvad jeg må føle eller udtrykke lige nu. Det er utrygt og det føles som om, der bliver holdt øje. Holdt øje med mig, med de unge, med dig og med hvem vi nu kan pege fingre af.

Jeg har valgt at tro på, at vi alle gør, det bedste vi kan. Kan vi ikke blive enige om, at vi gør det bedste vi kan. Alle sammen. Og kan vi ikke blive enige om, at februar føles meget lang lige nu?! Og at vi bedst bruger den til at komme igennem sammen - uden løftede pegefingre og med en masse fastelavnsboller.

Også i en tid som denne skal der være plads til nuancer. Vi kan godt både tage os sammen, vise samfundssind og være ved at blive vanvittige af restriktioner. Vi kan også godt være imponerede over, hvordan vores børn klarer denne skøre tid og være ved at gå lidt amok over, at de aldrig hører deres vækkeur.

Det er nuancer og følelser og det er en måde at komme igennem en svær tid. Så lad os lige være enige: Vi gør alle, det bedste vi kan.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hæder

Shellhuset, Flammen, Citronen og Hvidstensgruppen: Østerbroere har modtaget national hædersmedalje for film om anden verdenskrig

Debat

En vildere Fælledpark vil gavne byen

Debat

Ydre Østerbrogade er grim og glemt

Annonce