Annonce
Tro

Klumme: Plejer er død - men et barn er født

Sognepræst Michael Aaskov Hemmingsen. Foto: Esajas Kirke
Annonce

Byen plejer at summe af liv op til jul. Men i år er der stille i gaderne. Skolerne plejer at glæde sig til juleferien og fejre den med juleafslutning og sang i kirkerne.

Sammenbragte familier plejer at bakse med den store jule-logistik: julen med dine, mine og vores børn, papsøskende og bedsteforældre. Selv denne gordiske knude tror jeg er savnet i år, hvor den forbandede corona sætter en stopper for stort set alt det, vi plejer. For slet ikke at tale om de svageste.

De gamle på plejehjemmene og de syge på hospitalerne plejer vi dog at besøge ekstra til jul. De må sidde – eller ligge – uden diverse kære, der ellers trøster bare ved at vise sig. Hjemløse, ensomme og i det hele taget mennesker med ondt i livet plejer – desværre – at ha’ det slemt nok netop på denne tid af året. Men i år er det bare endnu værre.

Der kan vi ikke zoom’e eller skype os hverken til eller fra det egentlige: at julen inderst inde handler om inkarnation. Tilstedeværelse med krop. Med-menneskelighed i kød og blod. Ånd via hånd.

Hvis noget kan redde julen ud af coronaens klamme fængsel, ud over hjælpepakker og velmente råd om afstand og bliv hjemme, tror jeg, at det er julen selv. Ikke plejer-julen, men julens egen kilde, budskabet om barnet i Betlehems stald. Plejer-julen skal trods alt nok komme igen, for plejer kan samme trick som fugl Fønix.


Hjemløse, ensomme og i det hele taget mennesker med ondt i livet plejer – desværre – at ha’ det slemt nok netop på denne tid af året. Men i år er det bare endnu værre


Men juleevangeliet fortæller om glæde, mod og håb langt ud over, hvad vi plejer. Tag nu det med Gud. Gud plejer ofte at være noget fjernt. Noget gammelt og irrelevant, noget i en hellig bog. En regelsamling.

Men i juleevangeliet lader Gud sig føde i noget så nærværende som et menneskebarn. Inkarnationen holder ikke corona-afstand, og holder sig ikke til bøger og ideer. Den sker i den forsvarsløshed og sårbarhed, som kun et nyfødt barn kan inkarnere lige i synet på os alle.

På samme måde med resten. Gravide plejer at holde sig i ro op til fødslen. Men den højgravide Maria måtte sammen med Josef knokle fra Nazareth til Betlehem, fordi kejseren i Rom opkrævede skat. Børn plejer at blive født i en seng. Men Maria fødte sit barn i dyrenes fodertrug i en stald, og hele himlen jublede af glæde over den fattige fødsel. Kongebørn plejer at indtage verden under pomp og pragt.

Denne barnekonge kommer i det skjulte og enkle for at indtage hjerterne. Derfor: lad noget nyt inkarnere sig mellem jer her til jul. Lad noget af betydning fødes der, hvor du er og er nødt til at blive denne gang. Noget fra hjertet. Noget, der går til hjerte. Noget sårbart og måske endda noget forsvarsløst, hvor paraderne får lov at falde. Noget tilgivende og barmhjertigt, noget ægte rummeligt.

Ved de få, du skal fejre jul med, hvor meget du holder af dem? Ellers kan du ifølge juleevangeliet vise dem det, ikke bare med store gaver og masser af mad. Men med fattige menneskeord og glæde over, at I dog har hinanden her og nu.

Hermed: Glædelig jul! Og et godt nytår, hvor vi forhåbentlig velsignes med at kunne mere af det, vi plejer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østerbro

I har talt: Vi skal skrive om Enigma

Klumme

Sognepræst: Jeg løber ad helvede til

Erhverv

Vinhandler begyndte som købmand

Annonce