Annonce
Østerbro

Kor i en coronatid - en korleders dagbog

Kor med zoom i coronatiden. Foto: Rosenvængets Sogn
Annonce

Kender du zoom? Det tænker jeg du gør. Er du også træt af zoom? Det ved jeg du er.

Ikke desto mindre har zoom i mange måneder været vores redningsplanke til kontakt med arbejde, venner og familie. Vi har snakket, spist sammen og holdt møder. Og for mit vedkommende har den været min platform for korprøver og min kontakt til mine korsangere.

Lige nu er det sommerferie… og tid til at eftertænke en tid, hvor alt lige pludselig ikke længere var, som det plejede. Mit navn er Marlene Lollike, og jeg er til daglig ansat som korleder i Rosenvængetssogns korskole, og jeg har i mange måneder, ligesom alle andre, prøvet at passe mit arbejde på trods af, at min arbejdsplads i måneder var lukket ned. Det blev en tid med nytænkning, hvor man skulle finde en vej sammen – hver for sig.

Jeg skal ærligt indrømme, at da den største forskrækkelse havde lagt sig, fandt jeg stor inspiration i at udforske de forskellige digitale muligheder, der nu skulle være min kommunikationsplatform til verden udenfor.

Zoom på banen

Indenfor mit fag kom zoom helt naturligt på banen, da den indeholdt muligheden for at være sammen flere ad gangen på skærmen. Jeg havde med stor iver fulgt de mange opslag fra den satiriske sanggruppe ”Magt” og troede et kort sekund, at det her var den gyldne vej frem til en musikalsk platform, hvor vi kunne synge sammen - samtidigt.

Men det gik hurtigt op for mig, at det ikke kunne lade sig gøre. Zoom kan ikke opfange mange lyde på en gang. Den sorterer og arbejder med forsinkelse. Og jeg kan her afsløre, at alle de zoomvideoer, I har set på nettet med flere der synger smukt på samme tid, tager timevis at lave!


Og jeg kan her afsløre, at alle de zoomvideoer, I har set på nettet med flere der synger smukt på samme tid, tager timevis at lave!


Alligevel kastede jeg mig ud i det og startede med at afprøve zoom korprøve på de ældste sangere.

Det var en særlig og rørende dag, da vi alle genså hinanden på skærmen, og det var tydeligt, at det her var der brug for. Jeg kørte i princippet de perfekte korprøver på papiret. Ingen sang forkert (jeg kunne jo ikke høre dem, da de var muted😊) Undervejs nød jeg at se deres ansigter synge – selv i frosset tilstand. Til sidst i den første korprøve unmutede vi alle og sang på samme tid. Vi optog for sjov ca. 30 sekunder, hvor jeg stadig husker forbavselsen og vantroen i alles ansigter- og derefter et langt grineflip. Det var forfærdeligt og smukt på samme tid!

Blod på tanden

Senere fik jeg blod på tanden og prøvede det også af på de yngre sangere- heriblandt spirekoret. Men her viste det sig hurtigt, at den fysiske afstand var en udfordring. Jeg husker særligt en prøve, hvor jeg kunne se en spiresanger danse og synge og miste balancen i ”zoomvinduet” for derefter at komme op igen stortudende. Jeg prøvede helt automatisk men forgæves at række ind i computeren og hjælpe barn i zoomvindue nr. 9 op igen. Bestemt ikke et af mine ynglings øjeblikke i min korkarriere.!!!

Heldigvis åbnede kirken den 18. maj - også for korskolens kor- så jeg startede udendørs korprøver med de ældste i hold og fik indrettet vores gård som ”kor rum” med krydser på fliserne i rækker med 2 meters afstand. Som det kunne forventes var det en udfordring at høre hinanden udenfor med 2 meters mellemrum, men glæden over at se og høre hinanden i virkeligheden overstrålede alle forhindringer- selv kulde og blæst.

Og det er i den kontekst sangen og musikken har sin magi, og det er her den digitale verden kommer til kort. At synge sammen er en levende organisme og her har vi brug for at kunne mærke hinanden. Vi lytter, fornemmer og trækker vejret på samme tid. Følger samme tempo, dynamik og lytter ind i samklangen. Den digitale platform kunne hjælpe os til at se og høre hinanden igen - men kun til en vis grad og med tiden sneg dens kunstighed sig ind under huden på os alle. Og vi var ensomme- sammen.

Midt august starter en ny korsæson, og koncerter samt gudstjenester finder langsomt deres plads i kalenderen igen. Jeg ved godt corona er her en tid endnu, og at efteråret byder på endnu en anderledes korsæson med restriktioner, men jeg ved også, at der kommer en tid, hvor vi alle igen kan stå i samme korlokale, og en tid hvor jeg igen kan få et kram af de små spiresangere. Sammen – uden afstand: For vi har brug for musik og hinanden i virkeligheden, og der er altid en vej.

Annonce
Annonce
Østerbro

Krydstogtskibe til kaj uden passagerer

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Træerne på Øster Allé sviner

Østerbro

Så er der mad: Pesto fra Nordhavn

Indre By

Cykler I til skole?

Østerbro

Kunsten har indtaget autoværkstedet

Annonce