Annonce
Spørg ØsterbroLIV

Kryds og trekanter: Forvirrende parkeringsregler

Det kan være svært at se den gule trekant her ved udkørslen i Bellmansgade. Foto: Thomas Frederiksen

Jens Peter Bovbjerg spørger:

For cirka et år siden besluttede Parkering København at udkørslen fra Bellmansgade 13-37 fremover skulle være et vejkryds. Det betød, at der fremover skulle være parkeringsforbud 10 meter på hver side af udkørslen. Beslutningen blev ført ud i livet med etablering af to gule p-trekanter.

Få dage senere blev de to trekanter udsat for hærværk. Den ene trekant blev overhældt med hvid maling og den anden blev skrabet væk, så man nu kun kan ane, at den har været der. Dette hærværk kender Parkering København alt til, idet p-vagterne nærmest dagligt kommer forbi og skriver p-afgifter ud til biler, der holder indenfor de 10 m fra "krydset". Der er skrevet snesevis af afgifter til intetanende bilister, der har regnet med, at de holdt lovligt ved en udkørsel fra en parkeringsplads.

Jeg synes at P-København skylder alle de, der har fået p-afgifter, svar på følgende spørgsmål:

1. Når parkeringspladsen ved Bellmansgade 13-37 nu er en vej, og udkørslen derfor er et vejkryds, hvorfor er indkørslen så ikke et vejkryds med 10 meter p-forbud?

2. Når Parkering København har haft medarbejdere forbi nærmest dagligt, hvorfor har man så ikke udbedret de ødelagte trekanter, så intetanende bilister ikke fik p-afgifter?

Enhedschef Jesper Borch, Område for Parkering i Københavns Kommune, svarer:

Spørgsmål om parkering optager mange, og Område for Parkering under Københavns Kommune er derfor glade for at få muligheden for at hjælpe med lidt opklaring. Derfor skal Jens Peter Bovbjerg have tak for sin henvendelse til Østerbro Liv.

Parkeringsreglerne i det pågældende kryds er ikke ændret for et år siden, som det fremgår af læserbrevet. De har været gældende i flere år. Det er heller ikke op til kommunerne at definere, hvornår der er tale om et vejkryds. Dette er fastlagt i færdselsloven, og Københavns Kommune har altså ikke besluttet eller ændret ved, om der er tale om et vejkryds eller ej på den pågældende adresse. Og når vi udfører parkeringskontrol i hovedstaden, gør vi det naturligvis ud fra færdselslovens paragraffer.

Når der er standsningsforbud på 10 meter på hver side af et vejkryds, skyldes det behovet for ordentlige oversigtsforhold og dermed en øget sikkerhed for blandt andet bløde trafikanter. Og det er netop med fokus på trafiksikkerhed, at kommunens parkeringsvagter holder skarpt øje med parkeringer, som kan være til fare for trafikanterne. På baggrund af Jens Peter Bovbjergs henvendelse vil vi lægge vejen forbi Bellmansgade for at tilse forholdene. Er der sket fejl, skal de selvfølgelig rettes.

Kommunerne har mulighed for at yde en lille hjælp til bilisterne i form af de trekantede, gule servicemarkeringer, som viser, hvor tæt på et vejkryds man må parkere. Den løsning gør vi brug af i København, men vi oplever desværre, at der fra tid til anden udøves hærværk mod de gule trekanter. Den slags kan parkeringsvagterne dog ikke selv rette op på, når de bevæger sig rundt i byen for at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed, men vi vil naturligvis sørge for, at servicetrekanterne bliver genetableret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Østerbro mister igen parkeringspladser

Navne

Bødkers Østerbro: Da vi flyttede fra indre til yderste Østerbro for tre år siden var det en flytning fra sushi og til kinagrill

Byggeri

Kulturcenter er forsinket endnu et år

Annonce