Annonce
Historie

Kvindernes hus på Østerbrogade gennem 101 år

Clara Raphaels Hus på Østerbrogade 85. Foto: Morten Lander Andersen

Det er umiddelbart en typisk klassisk ejendom fra begyndelsen af 1900-tallet, som vi ser en del af på Østerbro, men Østerbrogade 85 gemmer på en særlig historie.

Ejendommen blev opført i perioden 1918-1920 af Kvindernes Boligselskab, beregnet for enlige selverhvervende kvinder. På dette tidspunkt var kvinderne begyndt at få ligestilling og havde blandt andet fået stemmeret. Vi skal dog frem til 1925 før en gift kvinde fik fuld råderet over, hvad hun ejede før ægteskabet eller erhvervede gennem arbejde eller arv.

Det var ikke tilfældigt, at huset fik navnet Clara Raphaels Hus. Det var til minde om en af de tidlige frontkæmpere for kvinders ligestilling, Mathilde Fibiger (1830-1872), der i sin debutroman Clara Raphael, skrev om kvinders manglende muligheder for uddannelse, udvikling og uafhængighed.

En af hendes store beundrere var Thora Daugaard, som under sin uddannelse som translatør nåede at bo 12 forskellige steder under uddannelsen. Her fødtes ideen til det ideelle værelse for en enlig selverhvervende kvinde, idet det dengang stort set var umuligt at få en lejlighed for en enlig, og især ikke for en enlig kvinde.

Mad og rengøring

På en international kongres i Haag i 1915 mødte Thora Daugaard mange ligesindede, og hun tilbragte en periode i London, hvor hun boede i et fælles hus for kvinder. Det gav hende ideen til at etablere noget lignende i København. Hun traf også en sagfører, Frederik Christian Boldsen, som var dybt involveret ejendomsbranchen og sad i utallige bestyrelser.


Værelserne mod gaden var de dyreste og havde eget bad og toilet, mens lejlighederne mod gården havde fælles toilet og bad på gangen, hvorfor de var billigere. På øverste etage er der fælles vaskefaciliteter, og her boede oprindeligt også husassistenterne.


Han blev fanget af ideen og blev juridisk og finansiel rådgiver på projektet, hvorefter Thora Daugaard, Thora Davidsen samt Julie Laurberg stiftede Kvindernes Boligselskab med det formål at bygge en centralbygning, Clara Raphaels Hus, for enligstillede selverhvervende kvinder.

Betegnelsen centralbygning var en ny ide og betød, at bygningen ud over værelser også rummede et antal fælles faciliteter samt personale til at lave mad og gøre rent. Det lykkedes at få Københavns kommune med på ideen, og kommunen stillede en byggegrund på 4900 kvadratalen til rådighed på Øster Fælled, til en favorabel pris, og kvinderne kunne flytte ind i 1920.

Annonce

150 lejligheder

Ejendommen var indrettet med 150 lejligheder med et værelse, et lille tekøkken samt en alkove til sengen. Værelserne mod gaden var de dyreste og havde eget bad og toilet, mens lejlighederne mod gården havde fælles toilet og bad på gangen, hvorfor de var billigere. På øverste etage er der fælles vaskefaciliteter, og her boede oprindeligt også husassistenterne.

Anvendelsen af korridorer midt gennem bygningen var svær at få godkendt i kommunen og giver den dag i dag restriktioner omkring, hvor mange der må bo i lejlighederne.

I ejendommen var der også en restaurant som kunne anvendes af beboerne, ligesom der var offentlig adgang, og i 1950’erne havde den navnet Roma.

I køkkenet i hver lejlighed var der en telefon, hvor beboerne kunne ringe ned og høre om dagens menu, og eventuelt bestille den op til værelset. Maden kom så op med en lille elevator til etagen, en elevator man også brugte til at sende det brugte service retur til køkkenet. Elevatorskakten er der endnu, men ikke selve elevatoren.

Restauranten lukkede i 1978, da den ikke længere kunne løbe rundt. Clara Raphaels Hus fungerer stadig den dag i dag, efter de gamle principper, som kun er ændret lidt over tiden. I 1990'erne blev det en andelsforening.

Østerbro Lokalhistorisk Forening og Arkiv

Bryggervangen 62

www.2100lokalhistorisk.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Østerbro mister igen parkeringspladser

Navne

Bødkers Østerbro: Da vi flyttede fra indre til yderste Østerbro for tre år siden var det en flytning fra sushi og til kinagrill

Byggeri

Kulturcenter er forsinket endnu et år

Annonce