Annonce
Politi

Lokal betjent på Østerbro: Hvis man taler pænt til folk, taler de også pænt til os

Martin er lokalbetjent på Østerbro. Foto:  Thomas Frederiksen
Martin er lokalbetjent på Østerbro, hvor hans opgave især er at have dialog med borgerne. Han oplever bydelen som et relativt roligt område, hvor folk er glade for at møde politiet.
Annonce

Østerbro Avis møder lokalbetjenten Martin i styrtende regnvejr på Trianglen tidligere i september. Det var meningen, at vi skulle gå en tur sammen, men skriveblokken ville hurtigt blive drivende våd, hvis det var tilfældet, derfor sætter vi os til at begynde med ind i politibilen og taler.

Dette vejr er ikke ligefrem noget, der opfordrer mennesker til at være udenfor. Men ellers har mødet med folk i det fri i 2020, været en endnu større del af jobbet som betjent, end det plejer at være.

Året har budt på restriktionskrav for, hvor mange mennesker man må samles, og i endnu højere grad end tidligere har folk samledes uden for, med klager fra naboerne til følge over både støj og affald, når værtshuse, caféer og diskoteker har været lukket i de sene timer.


De fleste mennesker er fornuftige, når vi taler med dem


Martin har oplevet, at der er blevet en bedre stemning på for eksempel Sandkaj i Nordhavn, som sommeren skred frem.

- Vi skulle finde en balance, som var tålelig for beboere. Min chef holdt møder med kommunen og grundejerforeningerne. Det har haft en positiv effekt, ligesom vi har oplevet, at det har en positiv effekt, at vi øgede vores tilstedeværelse, at der kom vagter, og at der blev sat toiletter op, siger han.

Annonce

Fornuftige unge

Martin oplever også, at unge mennesker i langt de fleste tilfælde er fornuftige at have i dialog med.

- De fleste mennesker er fornuftige, når vi taler med dem, og de kan godt se, at det er ikke godt, at de efterlader glasskår og affald, siger han og nævner, at han som betjent kommer rundt omkring, hvor de unge er. Og han understreger, at der også skal være plads til at de kan være ude i det fri en aften eller nat, og det i sig selv ikke er kriminelt.

-Hvis de ikke spiller høj musik og ellers rydder op og overholder coronareglerne, generer de ikke nogen. Der skal også være steder til de unge, mener han.

Mens Sandkaj og Fælledparken er præget af unge fra hele byen, er der også mindre steder, hvor det i høj grad er Østerbros unge holder til. Det er blandt andet på Krausesvej.

- Der er næsten ingen beboelse, men børnehaver, vuggestuer, Villa Kultur og badmintonklubben KBK. Der har unge fundet ud af at holde til. Det er nogle almindelige unge, der måske er gået i gang med at drikke alkohol tidligere end de fleste, fortæller han.

Også her har der i sommerens løb været problemer med affald og glasskår, Martin fortæller, at institutionerne nu i højere grad end tidligere låser områderne af, og og at nærpolitiet har øget tilsynet med stederne. Det har umiddelbart haft en effekt, vurderer han.

Annonce

Bødeblokken er fremme

Martin er en del af Din Betjent, som er Københavns Politis helt lokale enhed, hvor faste betjente er i de samme bydele.

Martin kender Østerbro særdeles godt. Han gik på Ingrid Jespersens Gymnasieskole som skoleelev, og han har i sine 22 år i politiet altid arbejdet i København, hvor han også bor.

Derfor er der ikke meget, som er kommet bag på ham ved bydelen. Han beskriver Østerbro som relativ fredelig, hvor folk er glade for at møde politiet i dagligdagen.

Vagterne hos Din Betjent er enten fra klokken 7-15 eller klokken 15-23. Urolighederne om natten er således ikke der, de typisk er til stede, akkurat som det ikke er butikstyveri, færdselsuheld eller opklaringsarbejde, som er de områder, de beskæftiger sig med.

Opdager Martin spontant noget mistænkeligt eller kriminelt, slår han naturligvis til.

- Jeg har da også bødeblokken fremme, hvis bilister kører ulovligt, når jeg er på skolepatrulje, siger han.

Annonce

Ingen bander

Foregår der noget kriminelt over længere tid i et bestemt område på Østerbro, har han også et ekstra øje på det, som det for eksempel har været tilfældet med de ridsede biler på Indre Østerbro for tiden. Men opklaringsarbejdet er et andet sted.

- Når sådan noget popper op, er vi selvfølgelig opmærksomme på det, siger han og nævner, at Østerbro er en meget mangfoldig bydel med mange lokalsamfund.

-Kvarterer er meget forskellige, og tit skal man ikke gå mere end 2-300 meter, før det er helt andre tematikker, der fylder for borgerne, oplever han, når han er rundt.

- Der er enkelte grupper på Ydre Østerbro, der ind i mellem kan være på kanten til at være utilpassede, men der er ikke tale om bander, siger han og nævner, at der dermed er en stor forskel på få hundrede meter mellem Østerbro og Nørrebro. Han understreger, at der ikke er større problemer på Østerbro.

-Vi får besked fra SSP, hvis der er grupper, der hænger ud bestemte steder. Og vi tager en snak med dem. Nogle gange kan folk se en gruppe drenge, som kan være utryghedsskabende, selvom de ikke gør noget. Men bare det at se at se en gruppe, kan gøre folk bange, understreger han.

Regnen er holdt op, til slut træder Martin ud på Trianglen lige i centrum af Østerbro.

Af hensyn til sit privat ønsker politibetjenten Martin at holde sit efternavn hemmeligt. Det har vi respekteret.

Interviewet med Martin er foretaget, inden vi skrev om den nye situation på legepladsen på Skolen på Strandboulevarden i de sene timer og inden statsministerens og myndighederne seneste udmelding omkring corona.

Din Betjent på Østerbro

Du kan kontakte de mobile nærpolitibetjente på Østerbro 'Din Betjent' direkte på telefon 4023 8196 eller 30536315, hvis der er noget i bydelen, du er bekymret over eller har brug for et godt råd. Ved akutte sager er det naturligvis 112.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klima

Festival: På sporet af klimaet

Debat

Havnetunnel: En helt sort idé

Annonce