Påsken nærmer sig så småt, og rundt omkring i landet bliver højtiden markeret med traditioner og arrangementer på stribe.
På Østerbro markerer Kildevældskirken påsken med en såkaldt takeaway-nadver med påskelam, som man kan nyde med sine nærmeste.
Det fungerer således, at dem, der har lyst, stiller sig i kø (med afstand) for at få udleveret en boks med lam og bulgursalat samt en lille flaske rødvin. Der bliver maks uddelt to portioner pr. person.
- Er man flere hjemme i husstanden, må man enten supplere med sin egen mad eller dele med hinanden. Det er der en smuk symbolik i, for påsken handler også om at være der for hinanden, påpeger Lisbeth Juhl Jørgensen, sognepræst i Kildevældskirken, i en pressemeddelelse.
- Det er en afgørende pointe, at det ikke kun er et spørgsmål om at dele mad ud. Vi ser det som en gudstjeneste for dem, der af forskellige grunde ikke kommer til en gudstjeneste i kirken. Ganske vist må vi ikke synge, men vi kan fornemme nærværet og Guds ord, lyder det videre fra Lisbeth Juhl Jørgensen.
Arrangementet afholdes torsdag 1. april (skærtorsdag) fra klokken 17.
_