Annonce
Miljø

Opbakning: Politisk flertal kommer Egernskoven i møde

Egernskoven i Fælledparken. Borgere har sat foderautomater og faunastier op til egern og fugle. Foto: Thomas Frederiksen
Der er opbakning til et radikalt forslag om at undersøge, om tre naturoaser i Fælledparken skal bevares, når sagen skal i teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune.

Københavns Kommunes embedsmænd har afgjort, at Egernskoven i Fælledparken skal ned på en tredjedel af det, som borgere skabte i fjor med foderstationer og faunabaner til egern.

Men et politisk flertal mener, at initiativtagerne til Egernskoven skal kommes mere i møde af kommunen. Der er således opbakning til et radikalt forslag om, at forvaltningen pålægges "at udarbejde et forslag til politisk behandling om, hvordan man kan bevare tre naturoaser i Fælledparken."

- Vi skal finde en måde, hvor borgerne engagerer sig i noget grønt for byen og skaber åndehuller, og mit indtryk er, at man er gået lidt fejl af hinanden her, siger de radikales Mette Annelie Rasmussen.

Hun henviser til, at Københavns Kommune har en målsætning om, at 70 procent  af københavnerne skal opleve god mulighed for at involvere sig lokalt, og antallet af københavnere, der frivilligt deltager i udvikling, pleje og vedligehold af byen, skal fordobles. Det mener hun, at Egernskoven i Fælledparken lever op til.

- Al udvikling skal ikke ske fra rådhuset, det er vigtigt med borgernes engagement, som kan drive forandringerne i fællesskab, mener hun.

Finde en balance

Borgere begyndte i foråret 2020  at sætte fodersteder op til egern, fugle og insekter og etablerede også såkaldte faunastier af store grene mellem træerne, som egern kan benytte. Den uofficielle talsmand Tom Lisborg, som har fortalt om Egernskoven til Østerbro Avis, har understreget, at det er sket forsvarligt i forhold til træerne. Mange borgere, børn og voksne, har haft glæde af dyrelivet. Dette skete uden tilladelse fra kommunen, som dog ikke valgte at gøre noget ved det i første omgang.


Al udvikling skal ikke ske fra rådhuset, det er vigtigt med borgernes engagement

Mette Annelie Rasmussen (R)


På grund af en klage, blev det i slutningen af 2020 besluttet at tage foderstederne og faunastierne ned. Det blev ændret til, at det skulle indskrænkes til en tredjedel, da Tom Lisborg havde sendt en officiel ansøgning.

Det mener Tom Lisborg dog er for lidt, og han gik videre med sagen, kommunens embedsmænd fastholdt deres beslutning, og nu tages den op politisk.

Mette Annelie Rasmussen erkender, at det er en balancegang med borgerne initiativlyst og at følge reglerne.

- Og der skal vi finde en måde, hvor borgernes engagement i byen og byens åndehuller skal finde en balance i forhold til byens drift. Men vi kommer aldrig i mål med den grønne dagsorden, hvis borgerne ikke tager initiativer, siger hun.

Annonce

Fantastisk projekt

Østerbro Avis har været i kontakt med både de konservative, Enhedslisten og Socialdemokratiet, og de vil stemme for det radikale forslag, og dermed er flertallet hjemme. Sagen skulle have været på teknik- og miljøudvalgets møde mandag 12. april, men er flyttet til  26. i samme måned.

- Jeg synes, at det er et fantastisk projekt og noget, vi skal værne om. For mig er det vigtigt, at byens parker er københavnernes og ikke kommunens, siger Jakob Næsager (K).

Også Socialdemokratiet vil stemme for de radikales forslag, men partiets medlem af teknik- og miljøudvalget Andreas Keil understreger dog, at træernes ve og vel er vigtigt, når foderkasser sættes op.

Østerbro Avis er blevet oplyst, at teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) også stemmer for forslaget, men det er ikke lig med, at egernbanerne nødvendigvis bør bevares ifølge borgmesteren. Det tager hun og hendes parti stilling til, når teknik- og miljøforvaltningen er klar med en ny indstilling i sagen.

Tom Lisborg glæder sig over, at politikerne kommer Egernskoven i møde.

- Det er meget positivt, siger han, men ærgrer sig samtidig over kampene med forvaltningen forinden.

Egernskoven

Egernskoven er områder med træer tæt på søen og broen over søen i Fælledparken. Her har borgere skabt et særligt fællesskab ved at sætte foderkasser op til egern og fugle og kommer tæt på dyrene.

Egernskoven blev etableret uden kommunal godkendelse, men initiativtagerne understreger, at det sker forsvarligt, uden at for eksempel træerne lider overlast.

Kommunens embedsmænd har afgjort, at Egernskoven kan blive liggende på cirka en tredjedel af arealet i en et-årig forsøgsperiode. Nu er sagen taget op politisk for at se, om det kan udvides.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Østerbro mister igen parkeringspladser

Navne

Bødkers Østerbro: Da vi flyttede fra indre til yderste Østerbro for tre år siden var det en flytning fra sushi og til kinagrill

Byggeri

Kulturcenter er forsinket endnu et år

Annonce