ØsterbroLIV har flere gange i de første måneder af 2021 beskrevet, at træer fældes i Rosenvænget-kvarteret til mange borgeres store frustration.
Det er sket på trods af, at Københavns Kommune i en stadig gældende byplan fra 1942 har beskrevet, at "eksisterende træer må ikke fældes uden magistratens samtykke i hvert enkelt tilfælde."
I kommunen har vurderingen dog været, at den bestemmelse var for ukonkret, og derfor har teknik- og miljøforvaltningen ikke villet håndhæve den. Et politisk flertal har siden over for ØsterbroLIV tilkendegivet, at de ønsker at vedtage en lokalplan, der skal bevare gamle træer i området, som betegnes som Danmarks ældste villakvarter tilbage fra 1800-tallet, og nogle af træerne er helt tilbage fra dengang.
På teknik- og miljøudvalgets møde på mandag 1. marts er der et forslag fra et politisk flertal i form af Socialdemokratiet, Enhedslisten og de radikale, som foreslår et såkaldt § 14-forbud ud fra planloven, hvor et forbud mod fældning af træer kan træde i kraft hurtigt og gælde i op til et år, inden en lokalplan, som bevarer gamle træer, kan være vedtaget. Forbuddet skal dog i høring i høring hos grundejerne, inden det kan træde i kraft tidligst midt i marts.
_