I mere end 50 år har der været ostehandler i Landskronagade, og efter indehaveren gennem mere end 22 år, Svend Pedersen, stoppede kort før nytår, har Mads Madsen og Kasper Lyngholm Bøgh besluttet at fortsætte forretningen.
Mads og Kasper har kendt hinanden gennem halvandet år og er svogre, da Kasper er kæreste med Mads' søster. Mads Madsen har en fortid som restauratør forskellige steder, mens branchen er helt ny for Kasper Lyngholm Bøgh, der ellers er murer.
- Og jeg elsker ost, pølser og vin, siger han.
Derfor fandt de to svogre ud af, at de gerne ville drive butik sammen. I efteråret opdagede de, at Ostelageret i Landskronagade var ledigt, da Svend Pedersen i en alder af 82 år havde besluttet at gå på pension. Kasper har selv boet i nærheden tidligere og kendte butikken, og Mads bor tæt på den anden ostehandel på Østerbro - Årets Østerbrobutik 2019 La Fromagerie i Nordre Frihavnsgade - derfor var det et nærliggende valg.
Udover Ostelageret hedder butikken også Lø Ost, opfundet med et glimt i øjet af de to indehavere som en fordanskning af 'La Fromagerie'. Mads og Kasper viderefører flere af de velkendte varer fra Svend Pedersens tid, men giver også forretningen deres eget præg og udvider med blandt andet vin og sydlandske specialiteter, for eksempel begynder de på tapas.
_