En fast juletradition på Østerbro er at se tog af legoklodser, der kører rundt i en by, når man trykker på knappen uden for hos P.H. Cykler på Blegdamsvej tæt ved Trianglen. For oven flyver en julemand rundt med sin kane.
Sådan har det været i hvert fald i 14 år, fortæller indehaveren af cykelforretningen Palle Hay.
- De første par år var det sønnens legobane, som vi satte op, og siden købte vi mere ind, siger han.
Børn udstiller også
På spørgsmålet om hvorfor han grundlagde den tradition, svarer han:
- Der skulle ske noget i bybilledet, det skulle ikke være high tech-nisser det hele. Og så synes jeg, at det er hyggeligt at se ungerne presse deres næser op af vinduet.
Som noget nyt indførte P.H. Cykler i fjor, at børn kunne udstille deres egne legoværker i det andet vindue ud mod facaden. Det er blevet gentaget i år, og der er gaver til nogle af børnene, der kan vinde pakker via lodtrækning.
Der skulle ske noget i bybilledet, det skulle ikke være high tech-nisser det hele. Og så synes jeg, at det er hyggeligt at se ungerne presse deres næser op af vinduet.
- Det er sjovt også at lade børnene være aktive, siger Palle Hay.
Jubilæum næste år
Han kan i øvrigt fejre 25 års jubilæum med P.H. Cykler på Blegdamsvej næste sommer, men fejringen bliver ikke helt, som han havde forestillet sig.
Palle Hay ville fejre dagen, samme dag som Tour de France skulle køre forbi Østerbro, 2. juli 2021.
- Gaderne ville alligevel være spærret af, så der ville ikke komme mange kunder. Og når verdens største cykelløb var lige her, ville det give god mening at holde jubilæum samme dag som cykelforretning, siger han.
Men på grund af at andre store sportsbegivenheder blev rykket et år og andre efterfølgende beslutninger, er Tour de France i København udskudt et år til 2022. Dermed bliver det ikke med touren ved siden af, at P.H. Cykler kan fejre et kvart århundrede.
Tilbage til december 2020: Børn kan indlevere lego frem til 17. december og være med i konkurrencen om julegaver, hvor vinderne findes 18. december.