Annonce
Kultur

Vor egen journalist fortæller dramatisk historie om en Østerbro-familie i krig, sorg, håb og kærlighed

Forfatter Niels Johansen i barndommens Romsøgade, hvor han voksede op i 1940'erne og 1950'erne. I fiktionens verden beskriver han en families dramatiske historie i samme periode. Arkivfoto: Pernille Høy Malmstedt
Journalist på Østerbro Avis tager orlov for at skrive bog om en lokal families dramatiske tilværelse fra anden verdenskrig og frem til tiden i dette årtusinde - i en skønlitterær bog.

Journalisten Anna Gertsen fra Østerbro Avis har skrevet en historie i to bind om en families historie her i bydelen. En historie med udgangspunkt i modstandskampen til handlingen ender omkring 2008 - og alt sammen her på Østerbro.

Anna Gertsen kender du måske ikke. Det er der ingen journalist her på avisen, som hedder, og der har heller ikke været nogen med det navn på denne arbejdsplads - mig bekendt i hvert fald.

Vi er nemlig i fiktionens verden, og vi møder hende i bogen 'Hjerter taler samme sprog' skrevet af forfatteren Niels Johansen, der oprindelig er fra Østerbro og født under anden verdenskrig. Og netop barndommens Østerbro og krigen har været inspiration til flere af hans bøger.

Annonce

Tyskertøs og tvillinger

I sin nye bog har Anna Gertsen taget orlov fra Østerbro Avis for at skrive bogen om 87-årige Johannes Madsens afdøde søster Petra og hendes familie og skæbne. Vi har allerede i en tidligere bog 'Du ved det nok mit hjerte' mødt Anna Gertsen, da hun på en opgave for avisen interviewer Johannes Madsen op til hans 85 års fødselsdag.


Jeg har oplevet at være hjemme hos kammerater, hvor man skulle gå på listesko, hvis faren var i det tunge hjørne


Her fortæller han den gribende beretning om sin afdøde kone Smilla og deres udfødte barn, der blev dræbt på selve befrielsesdagen af Schalburgkorpset. Som et løfte til hende på dødslejet lover han at tage sig af de børn, som de ikke selv fik. Og Johannes Madsen yder en stor frivillig indsats for børn i Ryesgade-kvarteret. Han er derudover både aktiv i kirkelige sammenhænge, B.93 og Socialdemokratiet på Østerbro.

Den nye bog kredser om Johannes' søster Petra, der også var aktiv i modstandsbevægelsen sammen med sin mand Ulrik, der er officer og læge. Parret kan ikke selv få børn, men de adopterer tvillinger, der er født af en såkaldt 'tyskertøs', som de hjælper kærligt videre i livet, da Petra har forhindret hende i at drukne sig ud fra molen.

Annonce

Traumer efter krigen

Ulrik har lægepraksis i en villa i Svanemøllekvarteret, hvor familien bor, men det går skævt for manden, der har traumer efter krigen, alkoholforbruget stiger, og han dør, mens børnene stadig går i skole - på Strandvejsskolen.

Vi følger herefter tvillingerne på vej videre i livet, hvor de går i hver sin retning - den ene bliver soldat som sin far, den anden bliver musiker og militærnægter. Det skaber konflikter, men hjerter taler samme sprog, og begge brødre finder kærligheden hver især - men også hinanden og deres mor igen. Moderen kan ikke slippe kampen for en bedre verden og bliver frivillig i Læger Uden Grænser.

Der afsløres ikke for meget af handlingen ved at fortælle, at Johannes Madsen dør i en alder af 87 år. Det fremgår nemlig tidligt i bogen, men han når at fortælle historien om sin søster.

Annonce

Flere bøger om Østerbro

Selvom handlingen er fiktiv, er bogen - akkurat som forgængeren - inspireret af Niels Johansens egen barndom i 1940'ernes og 1950'ernes Østerbro, hvor han boede i Romsøgade og var knyttet til Sions Sogn, akkurat som familien i bogen, der bor i en villa i Solkrogen tæt ved vandet.

Niels Johansen er født i 1944 og kan derfor ikke selv  huske krigen, men har på tæt hold oplevet mange af dens eftervirkninger både hos forældre-generationen og jævnaldrende, hvor krigen satte spor med traumer og tabu i deres barndom.

- Mine forældre var ikke selv med i modstandsbevægelsen, men jeg har oplevet at være hjemme hos kammerater, hvor man skulle gå på listesko, hvis faren var i det tunge hjørne, fortæller han.

Udover at vokse op på Østerbro var han også knyttet til bydelen som nyuddannet teolog, da han var præst i Kildevældskirken i årene 1972-80. Han har som forfatter både udgivet sange, salmer, digte og skønlitteratur, og meget af litteraturen kredser om barndommens Østerbro.

Niels Johansen: Hjerter taler samme sprog - en collage. Forlaget Historia. Kan købes hos boghandlerne.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Endelig! Nu åbner Botanisk Have igen

Debat

Nygårdsvej: Verdens dyreste skilt

Historie

Vin og tobak gennem 100 år

Debat

Så lukker Øbro-Hallen igen igen

Byudvikling

Dysten om det grønne Nordhavn

Annonce