Randers: Børneulykkesfonden leder for tredje år i træk efter Årets Superbedste. Det er en pris, som går til en bedsteforælder, der har et helt særligt forhold til sine børnebørn, og som er med til at inspirere til en aktiv hverdag.
Det er børnebørnene selv, der nominerer bedsteforældrene, hvoraf tre kandidater udvælges af et dommerpanel.
Hilda Heick, som selv er bedsteforælder, sidder i panelet.
- Bedsteforældre siger ofte, at børnebørn er livets dessert, og vi mener det, for vi elsker de kære unger ubetinget. Det er dejligt at få lov at passe børnebørn, når forældrene har travlt. Bedsteforældre leger, lytter og giver sig tid til at snakke, siger Hilda Heick.
De tre finalister inviteres med til kåringen på Plænen i Tivoli 27. maj. Bedste skal være nomineret senest 6. maj, og de tre finalister får besked senest 13. maj. Der er fine præmier til alle tre finalister, i puljen er der både cykler, cykelhjelme og billetter til Flying Superkids.