Annonce
Randers Onsdag

Annette hjælper dyr i nød

I de knap fire år, Annette Blichfeld har været kredsformand Dyrenes Beskyttelse, har hun været ude til godt 100 sager, hvor der er blevet ringet til 1812 vedrørende et dyr, der ikke trives eller på anden måde er i nød. Foto: Frank Pedersen
Når Dyrenes Beskyttelse får en henvendelse om et dyr, der har brug for hjælp, er Annette Blichfeld en af de frivillige, der rykker ud.
Annonce

Randers: Tidligere skoleleder for Fårup Skole, Annette Blichfeld, har i godt fire år været kredsformand i foreningen Dyrenes Beskyttelses Randers/Favrskov afdeling, hvor kredsformand er betegnelsen for foreningens frivillige.

- Der er cirka 300 kredsformænd på landsplan, og i Aarhusområdet - som vi i Randers er en del af - er vi omkring 30, dertil kommer de assistenter, der er tilknyttet, fortæller hun.

Foreninger i Randers

Når to danskere mødes, giver de hinanden hånden. Når tre danskere mødes, danner de en forening, hedder det i en gammel talemåde. Der er formentlig noget om snakken.

Alene Randers Kommune har registreret flere hundrede foreninger, eksempelvis idrætsforeninger, spejdere, politiske foreninger, foreninger med sociale formål - og mange andre. Oftest drives foreningerne af frivillige ildsjæle.

I Randers Onsdag kan du i den kommende tid møde nogle af foreningerne og nogle af de folk, der står bag.

Annette Blichfeld tilføjer, at Dyrenes Beskyttelse desuden driver internater og vildtplejestationer flere steder i landet. Dertil kommer det centrale callcenter i København, hvor ansatte medarbejdere årligt modtager cirka 126.000 opkald på nummeret 1812 vedrørende dyr, der af den ene eller anden grund er i nød. På foreningens lønningsliste er desuden dyrlæger, en biolog samt en direktør.

- Så Dyrenes Beskyttelse er en meget stor organisation, fastslår hun.

Annonce

Kom i mesterlære

Annette Blichfeld fortæller, at i de år hun har været frivillig i Dyrenes Beskyttelse, har der i Randers-området været en stigende udvikling i antal af kredsformænd.

- I vores område er det områdeformand Susanne Kjeldal Jensen, der tager samtaler med folk for at finde ud af, om de egner sig til at være kredsformænd, og det har hun været utrolig dygtig til, siger Annette Blichfeld.

Hun tilføjer, at før man kan blive kredsformand, skal man som assistent ud og prøve nogle af de ting, man kan komme ud for sammen med en erfaren kredsformand.

- Man kan godt kalde det for at være i en form for mesterlære, siger Annette Blichfeld med et smil.

Desuden skal man deltage i en obligatorisk kursusrække hos Dyrenes Beskyttelse. Kurser, der blandt andet omfatter organisationen, fauna samt diverse dyrs behov lige fra katte til hunde, heste og køer.

- Der er også kurser i kritiske samtaler, siger Annette Blichfeld og fortsætter:

- Nogle af de sager, vi kommer ud til, er nemlig ikke kun dyresager. Det er også velfærdssager, hvor der er menneskelige og sociale problemer indblandet. Det kan for eksempel være folk, der er kommet på plejehjem eller er blevet indlagt på sygehus og derfor ikke længere kan klare at passe på deres kæledyr eller få andre til at passe det.

Annette Blichfeldt understreger, at menneskekundskab derfor er en meget vigtig og stor del af den type sager, og at det som oftest er dem, der tager længst tid.

- Der er ikke så mange ben i at tage ud til en kat, der er kørt over, samle nogle kattekillinger op eller sætte fælder op for at fange katte. Men når du skal ud og tale med folk og fortælle, at de ikke behandler deres dyr ordentligt, eller at de ikke er i stand til at passe deres dyr mere, tager det i mange tilfælde lang tid og tit flere samtaler, inden de går med til, at vi tager dyret med os, siger Annette Blichfeld.

Hun fremhæver, at netop det at få folk til at indgå en frivillig aftale med Dyrenes Beskyttelse er en forudsætning for, at foreningen må tage dyret eller dyrene med sig.

- Mange tror, at vi er ligesom politiet, når de ringer 1812. At vi kan fjerne dyr, hvor forholdene ikke er i orden. Det kan vi ikke, for vi har ingen myndighed. Derfor kræver det diplomati og overtalelsesevne at rette op på den slags situationer, siger Annette Blichfeld.

Annette Blichfeld fortæller, at der kun er én ting, hun ikke kan, når det kommer til dyr, der er i nød: slå dem ihjel. "Hvis det var nødvendigt at slagte en høne for at få noget at spise, ville jeg måske have kunnet det, da jeg var yngre. Men ikke nu, jeg er blevet for gammel til at overskride den grænse", siger hun. Foto: Frank Pedersen

Hun tilføjer, at i særligt grelle sager har Dyrenes Beskyttelse dog mulighed for med det samme at fjerne dyr uden ejerens samtykke.

- Hvis vi har en af de dyrlæger, som samarbejder med Dyrenes Beskyttelse med ude, kan dyrlægen rekvirere politiet, som så kan bestemme, at ejeren skal overdrage sine dyr til os.

Bruger katteplejemødre

Annette Blichfeld siger, at langt de fleste af de godt 100 sager, hun har været ude til, siden hun blev kredsformand, er endt godt.

Som eksempel nævner hun en sag, hvor Blå Kors i Randers havde fundet en kurv med tre kattekillinger.

- Den, der havde afleveret kurven havde skrevet en seddel, hvor der stod, at man skulle tage sig godt af deres killingerne, fortæller Annette Blichfeld.

- Killingerne var selvfølgelig rendt ud af kurven, men dem fra Blå Kors havde fået indfanget dem, da jeg kom for at hente dem. Killingerne kom på et af vores internater til videre formidling og har nu fået nye hjem, fortsætter hun.

Annette Blichfeld tilføjer, at i forbindelse med kattekillinger kan Dyrenes Beskyttelse trække på en række katteplejemødre, hvor killinger kan blive afleveret og opflasket.

- En katteplejemor er en kat, der selv har killinger. Hun tæller ikke sine killinger, så den er ligeglad med, at man sætter en ekstra killing ved den, den skal nok tage sig af den, siger Annette Blichfeld og tilføjer, at næsten alle sager med katte ender på den måde.

- Det er kun hvis kattene er syge eller gamle, at de bliver de aflivet, siger hun.

Annonce

Vanrøgtssager er det hårdeste

Blandt de sager, der ikke har haft en lykkelig slutning, fortæller Annette Blichfeld, at det oftest har været tilfælde, hvor hun er kaldt ud til et dyr, der er blevet kørt over.

- Der er det min opgave at køre dyret til dyrlæge, og alle de gange, hvor det ikke er muligt at redde dyret, er ulykkelige sager, siger hun.

Det er dog ikke den type, der har sætter sig dybest hos Annette Blichfeld. Hun fortæller, at den sag, som har gjort hende allermest ked af det var en sag, hvor ejeren af en berner sennen-hund ikke længere kunne tage sig af den og derfor havde sat den i pleje hos en ven. Mens hunden var i pleje, var den blevet syg.

- En berner sennen er en stor hund, men da jeg blev tilkaldt for at se til hunden, var den virkelig virkelig tynd og så ikke ret godt ud. Vi skulle have snakket sammen igen dagen efter, men midt om natten ringede de og sagde, at nu var hunden blevet dårlig. Jeg sagden at de kunne køre den til dyrlæge og få gjort noget ved den, men hunden stod ikke til at redde, så den blev aflivet. Den sag gjorde mig meget ked af det, siger Annette Blichfeld.

Hun tilføjer, at hun også bliver berørt af de sager, hvor det tager lang tid, før ejeren kommer til den erkendelse, at det nok ikke går at beholde sin hund.

- Imens laver den på gulvet, tisser over det hele og bliver ikke luftet… og det er jo ikke godt. Alligevel kan det godt tage op til et par måneder, inden vi har fået overdraget sådan en hund fra ejeren. Månedern hvor hunden fortsætter med at have det rigtig dårligt, siger hun.

Annette Blichfeld siger, at i de snart fire årn hun har været aktiv i Dyrenes Beskyttelse, er der i Randers/Favrskov-området kommet op mod en tredjedel flere velfærds- og vanrøgtssager, hvor folk ikke tager sig godt af deres dyr.

- Stigningen i antallet af henvendelser handler blandt andet om, at folk er blevet mere opmærksomme på foreningen og derfor kontakter os, når de ser noget, hvor de mener, at et dyr ikke trives, siger Annette Blichfeld, der er glad for, at flere og flere henvender sig til Dyrenes Beskyttelse - også selv om nogle af henvendelserne drejer sig om forhold, der ikke er hold i eller er misforståelser.

- Vi må nemlig ikke selv være opsøgende. Vi må kun agere på henvendelser, derfor er det godt, at mange flere henvender sig, siger hun.

Annonce

Det farligste dyr er en fugl

Annette Blichfeld siger, at hun godt kan føle en form for uro, når hun skal ud til sager, hvor hun ikke helt ved, hvad det handler om, eller hvis det drejer sig om en hundeejer, der måske vil opføre sig grimt.

- Så er det jo nærliggende at tro, at hunden også kan gøre det. I den slags situationer er vi derfor altid to kredsformænd, der tager ud sammen. Indtil videre har jeg dog aldrig oplevet at komme ud til en bidsk hund, ligesom jeg heller aldrig er blevet hverken bidt eller kradset, siger hun og tilføjer, at katte i den sammenhæng er værre end hunde.


Der er ikke så mange ben i at tage ud til en kat, der er kørt over, samle nogle kattekillinger op eller sætte fælder op for at fange katte. Men når du skal ud og tale med folk og fortælle, at de ikke behandler deres dyr ordentligt, eller at de ikke er i stand til at passe deres dyr mere, tager det i mange tilfælde lang tid og tit flere samtaler, inden de går med til, at vi tager dyret med os.

Annette Blichfeld, kredsformand, Dyrenes Beskyttelse


- De kan virkelig bide gennem alt muligt. Derfor har vi altid tykke handsker på, når vi arbejder med katte, hvor vi ikke er sikre på, at de er helt tamme, siger Annette Blichfeld og tilføjer, at det som regel ikke er med vilje, når katte bider.

- Hvis en kat har været ude i et uheld, kan den gå i kramper, og så kan man ikke vide, hvad der sker. Det har jeg oplevet et par gange, fortsætter hun.

Det er dog hverken hunde eller katte, der topper listen over de dyr, Annette Blichfeld mest frygter at komme ud til. Øverst på den liste er en fugl: Skarven.

- Skarven er det farligste dyr, man kan komme i nærheden af. I Dyrenes Beskyttelse lærer vi derfor, at hvis vi kommer ud til en skarv, skal vi altid komme et klæde rundt om dens hoved, så den bliver beroliget. En skarv er nemlig lynhurtig og kan hakke et øje ud på ingen tid, siger hun.

Annonce

Gør op med overtro om fugleunger

Annette Blichfeld fortæller, at i den blødere ende af skalaen er hun mange gange blevet kaldt ud til en fugleunge, som folk af godhed har taget med hjem og nu ikke ved, hvad de skal gøre med den.

- Der plejer jeg at hanke op i fugleungen og sætte den ud igen på det sted, hvor den er fundet, siger hun.

Annette Blichfeld hamrer dermed en pæl gennem det, hun kalder gammel overtro om, at forældrefugle ikke vil tage sig af deres unger, når de har været i menneskehænder.

- Lige så snart fugleungen er sat tilbage, hvor den kom fra og pipper, kan man høre, at de voksne svarer i nærheden. Så det bedste man kan gøre, hvis man ser en fugleunge, er simpelthen at lade den være, for forældrene er lige i nærheden. Og skulle det ske at en fugleunge går til, ja så er det en del af naturens gang, siger hun og fortsætter:

- Når det gælder ællinger, kan andemor ikke tælle, hvor mange ællinger hun har. Så der kan man bare kyle ællingen ud i bunken til de andre, så hører den med der.

Annonce

Kan ikke slå ihjel

Annette Blichfeld fortæller, at det ikke kun er kæledyr i nød, hun bliver kaldt ud til. Der har også været sager hvor hun har været ude for at se på heste, hvor der er tvivl om, hvorvidt de får beskåret deres hove eller køer, som henvenderen mener er syge eller for tynde.

Uanset hvad sagen drejer sig om, er der dog én ting hun ikke kan, når det kommer til dyr: slå dem ihjel.

- Jeg vil hellere køre dyret til dyrlægen for at få det aflivet end selv gøre det - eller tilkalde en af de jægere, vi samarbejder med, for det er gratis, en aflivning hos dyrlæge koster jo 600 kroner, siger hun.

- Hvis det var nødvendigt at slagte en høne for at få noget at spise, ville jeg måske have kunnet det, da jeg var yngre. Men ikke nu, jeg er blevet for gammel til at overskride den grænse, siger Annette Blichfeld, der er fyldt 71 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Kim Larsen fejres i Pakhuset

Randers Onsdag

Nu kommer Wolt til byen

Annonce