Annonce
Randers Onsdag

Arne Enggaard Poulsen, butikschef i Friluftsland i Brødregade i Randers: Vi har byens bedste placering

Butikschef Arne Enggaard Poulsen i Friluftsland, der sælger alle former for udrustning til et aktivt friluftsliv, herunder beklædning fra inderst til yderst. Foto: Jacob Lerche Fotografi/Martin Ries
Randers er en sindssygt hyggelig by, synes vestjyske Arne Enggaard Poulsen, der er butikschef i Friluftsland i Brødregade.
Annonce

Randers: - Vi har den bedste placering i byen!

Det erklærer Arne Enggaard Poulsen, der er butikschef i Friluftsland i Brødregade. En butik, der åbnede i november 2018, og som dermed har godt og vel et år på bagen i Randers.

I Brødregade overtog Friluftsland en del af de lokaler, der tidligere har rummet Bog & Idé. Der er tale om et regulært butikslokale på cirka 400 kvadratmeter med udstillingsvinduer og indgang fra Brødregade. Desuden et baglokale med lager.

- Det er et rigtig godt sted. Der er et godt flow af mennesker gennem gaden, konstaterer Arne Enggaard Poulsen.

- Vi er blevet taget godt imod i Randers og har haft et rigtigt fint første år, og vi har også haft en god julehandel, fortæller han.

Nu, hvor nyhedens interesse har lagt sig, drejer det sig for butikkens personale om at fastholde og fortsætte den positive udvikling, der er begyndt.

- Der er stadig mange, der ikke ved, at vi er her. Omvendt har vi også mange gode, faste kunder, tilføjer Arne Enggaard Poulsen.

- Randers er faktisk en sindssyg hyggelig by, mener Arne Enggaard Poulsen og fremhæver midtbyens mange specialbutikker, der har deres egne særlige varesortimenter. Friluftsland er medlem af Randers City Forening og bakker eksempelvis op om de åbningstider, som foreningen anbefaler.

- Cityforeningen gør et fantastisk stykke arbejde med de midler, den nu har til rådighed, påpeger han, der iøvrigt mener, at de udfordringer som Randers midtby står over for, ikke adskiller sig særligt fra situationen i andre byer i Europa.

Arne Enggaard Poulsen

Arne Enggaard Poulsen

34 år, bor med sin kæreste og sit lille barn på tre måneder i Aarhus.

Opvokset på en gård i Bork Havn tæt på Ringkøbing Fjord. Var nogle år i forsvaret og blandt andet udsendt til Afghanistan. Senere elev i Friluftsland i Aarhus, hvor han avancerede til souschef, hvorefter han blev opfordret til at blive butikschef i Randers, da Friluftsland i november 2018 åbnede butikken her.

Er vild med alle former for friluftsliv. Desuden helt fra barnsben engageret i Bork Havn Musikfestival, hvor han i dag er med i ledelsen og har rollen som presse- og marketingansvarlig.

Annonce

For friluftsfolk

Som butikkens navn antyder, handler det om beklædning og udrustning til friluftsfolk. Eksempelvis sko og støvler til almindeligt hverdagsbrug eller til mere krævende ture i bjerge og fjelde. Eller beklædning fra inderst til yderst, uanset om der skal anskaffes tøj til en dansk sommer, til sydligere himmelstrøg eller til ekspeditioner til arktiske områder.

Dertil kommer alle tænkelige former for udrustning til en tid i det fri. Soveposer, rygsække til vandre-, hverdags- eller skolebrug. Knive, dolke, lys og lygter, primus og trangia, frysetørret mad, klatreudstyr, kompasser - og meget mere.

I butikken er der tre fuldtidsansatte og otte-ni stykker, der er ansat på deltid og bare arbejder i butikken en enkelt dag hver eller hveranden uge. Fælles for dem er, at de i en eller anden forstand er friluftsentusiaster.

- Jeg vil gerne have et miks af forskellige typer, som har prøvet vores grej i praksis. Folk, der har rejst meget som backpackere, som har vandret eller klatret eller som har lavet mad over bål. Det er vigtigt, at vores medarbejdere har haft fingrene i jorden, så vi sammen kan hjælpe og vejlede kunderne bedst muligt, understreger Arne Enggaard Poulsen.

- God service og vejledning er en rigtig stor del af vores dna, så kunderne finder den rigtige løsning første gang, tilføjer han og opfordrer til, at kunderne af den grund kommer i butikken fremfor at finde varen på nettet.

Annonce

Job og fritidsinteresse

For Arne Enggaard Poulsen var det interessen for friluftsliv, der drev ham ind i den branche, hvor han har været siden 2007. Han var spejder som dreng hjemme i Vestjylland og kom senere ind til forsvaret. I den sammenhæng var han udstationeret som konstabel i Afghanistan. Efter endt tjeneste her rykkede han til Aarhus for at begynde som elev i Friluftsland. I fritiden holder han af at køre mountainbike, af adventurerace og trailløb og af at rejse.

- Så jeg har været så heldig, at jeg kan kombinere mine fritidsinteresser med mit arbejde, fortsætter Arne Enggaard Poulsen.

En del af sin fritid tilbringer Arne Enggaard Poulsen på sin hjemegn, Bork Havn ved den sydlige ende af Ringkøbing Fjord. Her er han vokset op på et landbrug, og her har han i årevis været aktiv i forhold til Bork Havn Musikfestival. Allerede som barn begyndte han at samle skrald på festivalpladsen, senere har han stået i baren. I dag er han med i festivalledelsen og er festivalens marketing- og presseansvarlige.

- Det er jo et fint bindeled at have til sine rødder, mener Arne Enggaard Poulsen.

Festivalen fejrede 40 års jubilæum sidste år. Bag afviklingen ligger en kæmpemæssig indsats, udført af mere end 1200 frivillige. Planlægningen af festivalen 2020 begyndte allerede, før festivalen 2019 var skudt i gang.

Udover at betjene kunder, der kommer ind fra gaden, deltager Arne Enggaard Poulsen og hans medarbejdere også i driften af Friluftslands webbutik. Foto: Jacob Lerche Fotografi/Martin Ries
Annonce

Også en webbutik

Udover de ni fysiske butikker driver Friluftsland også en webhandel. Den styres centralt, men pakning og forsendelse af varerne sker ude i de enkelte butikker med henblik på, at bestillinger leveres til kunderne så hurtigt som muligt.

Som en butikskæde, der især henvender sig til friluftsfolk og naturmennesker, tillægger Friluftsland sig en grøn profil.

- Bæredygtighed er jo tidens trend, og vi lægger vægt på, at det tøj, vi sælger, er tøj, der holder lang tid, fortæller Arne Enggaard Poulsen. Derfor stilles også krav om, at der ikke anvendes skadelige stoffer i produktionen, og brugen af kunststoffer minimeres mest muligt.

I butikken er da også opstillet en container, hvor man modtager brugt tøj til genbrug.

- Vi vil gerne signalere, at der er tænkt over det, fastslår Arne Enggaard Poulsen.

En række Fjällräven-produkter er fremstillet af et blandingsmateriale, der er behandlet med en særlig voks, der gør materialet vandafvisende. Her viser Arne Enggaard Poulsen, hvordan man påfører et nyt lag voks. Foto: Jacob Lerche Fotografi/Martin Ries
Med et stykke voks, der nærmest ligner et stykke sæbe, kan man gøre Fjällräven-beklædning vandafvisende. Foto: Jacob Lerche Fotografi/Martin Ries
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Langå Skole fejrede sit jubilæum

Annonce