Asferg: Firmaet D. P. International i Asferg udvider nu sit forretningsområde og påtager sig fremover at udføre lettere tømrer- og snedkerarbejde samt montageopgaver, oplyser firmaets indehaver, Benny N. Pedersen.
Siden starten i 2002 har D. P. International leveret og monteret insektnet til alle typer døre og vinduer i efterhånden rigtig mange private boliger og erhvervsejendomme.
Desuden har firmaet udført mange løsninger med lydisolering og støjdæmpning inden for erhverv, specielt inden for fødevareområdet.
- Vi tilbyder både nu private kunder og erhvervskunder at udføre montagearbejde med udskiftning af døre og vinduer, lægning af for eksempel parketgulve, opsætning af trælofter og montering af køkkener m.v., fortæller Benny N. Pedersen.
Til det udvendige på boligen eller virksomheder tilbyder firmaet udskiftning og vedligeholdelse af eksempelvis sternbrædder, vindskeder og udvendig maling af træværk og eksisterende vinduer og døre.
D.P. International tilbyder sig ligeledes til eksisterende tømrer- og snedkerforretninger, byggevirksomheder og lignende som de ”ekstra hænder”, som er så svært af skaffe for tiden, tilføjer Benny N. Pedersen
Han peger på, at der med et fordoblet håndværkerfradrag i 2021 vil være et øget behov for håndværkere, og mange virksomheder vil få svært ved at sige ja til nye opgaver.