Annonce
Randers Onsdag

Bagenørden: Bagte rødbeder med feta og olie

Bagte rødbeder med feta er et sikkert hit hjemme hos bagenørden. Foto: Gite Hansen
Annonce

Rødbeder kan vi danskere heldigvis købe hele året rundt, men særligt i efteråret er det højsæson for den søde rodfrugt.

Rødbeder er et hit, flotte i farven og sprængfyldte med vitaminer, og så smager rødbeder smager faktisk rigtigt godt, især hvis de bliver bagt i ovnen. Jeg har skrevet om bagte rødbeder mange gange før. Denne gang får du en rigtig lækker variant, nemlig en version med feta. Halløj en lækkerbisken!

Jeg brugte et glas salatost i krydderolie, og det var genialt, for fetaosten kom bare på toppen, og krydderolien blev brugt til at vende rødbederne i. Rødbederne fik rigtig god smag af den krydrede olie, og den bagte feta var som altid et hit.

Jeg er fan af bagte rødbeder med feta – så er det sagt. Det er rigtigt nemt at lave bagte rødbeder med feta, og faktisk så kan retten laves med kun to ingredienser. Forberedelserne tager max. 10 minutter og det er rødbede-skrællearbejdet, der tager tiden.

De bagte rødbeder vakte jubel omkring middagsbordet, og de vil også være et hit at servere for dine gæster eller også til en buffet, måske?

Vi spiste de bagte rødbeder sidste weekend, da vores børn og svigersøn var hjemme på besøg. Mikkel sagde: "Rødbederne smager meget bedre end kartoflerne", og ja, han havde helt ret, også selv om det var pommes frites, der blev serveret.

Det var en kæmpe succes at lave rødbederne med krydderolien, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det. Jeg har før tilberedt et kartoffelfad på samme måde med soltørrede tomater i olie – den ret var også et hit, kan du tro.

Tænk, at sund mad kan smage så godt!

Ok, indrømmet, der er jo lidt kalorier i olie og feta, men vi spiste faktisk næsten hver et halvt kilo rødbeder. Sikke mange rodfrugter, man kan spise, når de tilberedes som ovnbagte! De smager sødt og lækkert, næsten så godt som en snack.

Bagte rødbeder

Ingredienser
1½-2 kilo rødbeder skåret i stave
150-200 gram feta/salatost i krydderolie olien skal også bruges

Sådan gør du
Skræl rødbederne og skær dem i stave
Fordel rødbederne i et stegefad, gerne af støbejern eller aluminium, så rødbederne kan sprødstege godt.
Hæld krydderolien og fetaosten over rødbederne og vend dem godt rundt. Jeg brugte faktisk ikke ekstra krydderi, og vær lige obs på at feta er ret salt i sig selv
Bag rødbederne 30-35 minutter. De er færdige, når de er møre og gennembagte. Vend gerne rødbederne 1 gang i løbet af tilberedningstiden

Noter
Mængden af rødbeder afhænger af, om I er fire voksne eller børn omkring bordet. Det kommer også meget an, på hvor meget tilbehør I ellers skal spise.
Vi var fem omkring bordet, og vi spiste næsten to kg rødbeder. Lav rigeligt, for de smager rigtigt godt, og hvis I ikke spiser op, så kan de sagtens spises dagen efter også.
Servér gerne en creme fraiche dressing til evt. med lidt friskpresset hvidløg i.
Jeg brugte ikke salt/peber på retten - krydderolien var tilstrækkelig.

<p class="Fakta.rub">Bagenørden</p>

Gitte Hansen driver mad- og kagebloggen ”Noget i ovnen hos Bagenørden”- en velbesøgt blog, der hver måned har omkring en kvart million besøg og over en halv million sidevisninger. Du finder bloggen på https://nogetiovnen.dk

"Noget i ovnen" findes også som app med over 1000 opskrifter. Den kan købes i App Store og i Google Play.

Gitte Hansen bor i Haslund, er gift med Bo på 22. år og har to voksne børn. Til daglig kan du møde Gitte Hansen på Randers Bibliotek, hvor hun arbejder fuldtid som bibliotekar – med fokus på blandt andet webformidling, undervisning og betjening af studerende.

I fritiden nyder Gitte Hansen naturen, familielivet og elsker at være i sit sommerhus i Fjellerup, læse krimier og bage kager.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce