Annonce
Randers Onsdag

Begravelser og bisættelser er den største udfordring for Sct. Peders Kirke i Randers lige nu

- Sundhedsmyndighederne frygter, at der kan dø op til 5600 af det her i Danmark, og så bliver det noget af en proces at få dem begravet og bisat ordentligt uden, at det skal være en kilde til yderligere spredning, siger Kristian Vestergaard. Privatfoto
Alle gudstjenester er aflyst, men det er stadig muligt at blive begravet eller bisat ved Sct. Peders Kirke oplyser kirkebogsførende sognepræst Kristian Vestergaard.
Annonce

Randers: Torsdag i sidste uge meddelte Kirkeministeriet, at alle gudstjenester i de danske folkekirker vil være aflyst i foreløbig to uger. Det sker som en del af den landsomfattende kamp for at bekæmpe coronasmitte.

Kristian Vestergaard, kirkebogsførende sognepræst ved Sct. Peders Kirke i Randers, siger, at man i Sct. Peders Kirke selvfølgelig følger Kirkeministeriets beslutning.

- Vi er jo en af myndighedernes arme, så vi skal ikke træde op imod det, myndighederne anbefaler at gøre, siger han og tilføjer, at ministeriet beslutning var helt som han forventet det ville ske.

- Vi vil ikke bringe folk sammen i en situation, hvor vi skal minimere vores mødesammenkomster. Derfor havde vi allerede dagen før beskeden fra ministeriet aflyst alle de aktiviteter, der ellers er i kirken, siger Kristian Vestergaard.

Et andet af de tiltag Kristian Vestergaard allerede havde taget til sig, i forhold til at mindske spredning af coronasmitten, var at lade være med at give hånd efter den søndagsgudstjeneste, han nåede at holde, inden de blev aflyst.

- Det var en usædvanlig situation, for kirkegængerne kom jo gående på rad og række, mens jeg bare stod der med hænderne omme bag på ryggen og nikkede, mens jeg sagde god søndag, fortæller Kristian Vestergaard, der forinden dog havde forberedt menigheden ved fra prædikestolen at sige, at han denne dag ville følge myndighedernes opfordring til at lade være med at give hånd.

- Jeg tilføjede, at jeg håbede, at vi ville kunne grine af det om to måneder… men nu er jeg bange for, at vi ikke vil grine af det om to måneder, siger Kristian Vestergaard.

Som i resten af Danmark er alle gudstjenester indtil videre aflyst i Sct. Peders Kirke, men kirken vil fortsat foretage begravelser og bisættelser. Arkivfoto: Richard Sylvestersen
Annonce

Overvejer youtube-prædiken

Selv om der således ikke vil blive afholdt gudstjenester de kommende par uger, vil menigheden i Sct. Peders Kirke stadig have mulighed for at få en ugentlig prædiken fra Kristian Vestergaard.

- Jeg er jo stadig på arbejde, så i første omgang vil jeg skrive min prædiken, som jeg plejer, hvorefter jeg lægger den ud på kirkens hjemmeside, så den kan læses der.

- Det kan også være, at vi præster finder på noget smart med Youtube, så vi kan lave en direkte transmission af vores prædikener eller bare lægger den op så folk kan gå ind og se den der, siger Kristian Vestergaard.

Annonce

Stor udfordring ved dødsfald

Der hvor Kristian Vestergaard ser den største udfordring i den nye coronavirkelighed er i forhold til dødsfald med efterfølgende begravelser og bisættelser.

- Det skal vi fortsætte med at tage os af i Sct. Peders Kirke. Men vi skal gøre det på en måde, så vi ikke kommer til at bringe smitte fra en til en anden, siger Kristian Vestergaard og fortsætter:

- Det jeg vil tage ansvaret for er selve ceremonien, men jeg vil arrangerer det på en måde, så kirketjener, organist og jeg selv er bedst beskyttet i forhold til ikke at blive smittet eller eventuelt kommer til at sprede smitten.

Det vil blandt andet betyde, at der ikke vil blive delt salmebøger ud ved begravelser og bisættelser, dem må de deltagende selv tage og lægge tilbage igen. Hvis der i stedet bruges sangark, er også folks eget ansvar, at arkene efterfølgende bliver smidt i skraldespanden.

- Det er jo eksempelvis ved håndkontakt, at virussen kan spredes, så der vil være en for stor risiko for smittespredning, hvis en kirketjener skulle stå og dele salmebøger ud, forklarer Kristian Vestergaard.

Sct. Peders Kirke har plads til 370 personer og Kristian Vestergaard vil fremadrettet anbefale de pårørende at overveje, hvor mange der skal inviteres til at være med i kirken ved kommende begravelser og bisættelser. Han siger, at hvis der maksimalt kommer op til 50, kan de fordeles i kirkerummet, så de ikke har den store kontakt med hinanden.

- Men det er svært, for det strider jo mod alt at tænke på den slags begrænsninger, når man står og skal tage afsked med en, man har kær, siger han.

Kristian Vestergaard afviser, at han vil benytte sig af mundbind, hvis han i den nærmeste fremtid skal forestå en begravelse eller bisættelse, hvor den afdøde er død som følge af at være smittet med coronavirus.

Han erkender dog, at han vil blive nødt til at tage særlige forholdsregler i sådanne tilfælde, da der blandt de pårørende i kirken vil være nogen, der har været i tæt kontakt med den afdøde og derfor selv kan være smittebærere.

- Det er en frygtelig tanke, for hvad i al verden gør vi i sådan en situation, siger han og fortsætter:

- Sundhedsmyndighederne frygter, at der kan dø op til 5600 af det her i Danmark, og så bliver det noget af en proces at få dem begravet og bisat ordentligt uden, at det skal være en kilde til yderligere spredning, siger Kristian Vestergaard, der fortæller, at når han holder begravelse og bisættelse, så er det oftest den afdødes venner, der er med i kirken foruden de pårørende.

- Og da det som oftest er ældre mennesker, der dør, vil der jo være mange i højrisikogruppen, der sidder i kirken.

- Jeg må indrømme, at det her, kan jeg slet ikke overskue konsekvensen af. Biskopperne har heller ikke udtalt sig om dette scenarie og det gør de nok også klogt i, for hvad skal vi gøre, det er jo et gætværk om, hvor vi ender, siger Kristian Vestergaard.

Annonce

Venter og ser tiden an

I forhold til den kommende tids eventuelle dåb og bryllupper vil Kristian Vestergaard i hvert enkelt tilfælde tage en samtale med de involverede for at afklare, om det er muligt at udsætte begivenheden til senere.

En tredje festlig begivenhed i kirken, der ikke lige er til at udsætte er årets konfirmationer, der for Sct. Peders Kirkes vedkommende foregår 2. maj, hvor i alt 100 konfirmander med deres familie ”indtager” kirken.

- Vi plejer at have fire konfirmations-gudstjenester med 400 mennesker til hver, så om alt går vel er det 1600 mennesker, vi skal have igennem kirken den dag, siger Kristian Vestergaard for hvem, dette årets konfirmation har en helt særlig betydning, idet han blandt konfirmanderne har sine egne tvillinger.

- Så også på det personlige plan, håber jeg virkelig, at det kan blive til noget, men jeg har varslet mine børn om, at jeg i øjeblikket ikke kan love, at tingene er normaliseret 2. maj, siger Kristian Vestergaard.

Han understreger, at han hverken vil male fanden på væggen eller er kvalificeret til at kloge sig på, hvor omfattende coronaudbruddet kan blive. Derfor vil han heller ikke give et bud på, om han tror, årets konfirmationer kan afvikles som planlagt.

- Det eneste vi kan gøre er at vente og se tiden an, for vi kan kun gætte og der er mit gæt er lige så godt som andres, siger Kristan Vestergaard og tilføjer, at det ikke bliver de kommende i hvert fald 14 dage uden konfirmandundervisning, der bliver afgørende for, om selve konfirmationen bliver som planlagt eller ej.

- Vi er kommet så godt et stykke i undervisningen, at vi kan håndtere det og eventuelt ordne det mistede ved at mødes lidt ekstra, når tingene er normaliseret, fastslår han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers Onsdag

Fond redder midtbyens sjæl

Annonce