Mellerup: Bølgerne vipper og reflekterer solen, mens Ragna - færgen mellem Mellerup og Voer på hver sin side af Randers Fjord - i pendulfart tøffer frem og tilbage og transporterer turister og lokale fra side til side.
Området er en del af Naturpark Randers Fjord, som er én af 14 danske naturparker, som strækker sig fra Christiansø i øst til Naturpark Vesterhavet i vest. Denne sommer lancerer Danske Naturparker et pas, hvor besøget hos hver af naturparkerne kan registreres med et særligt stempel.
- Naturparkpasset er en oplagt mulighed, som gør det sjovere for både turister og os, der bor her til at gå på opdagelse i den smukke natur i Naturpark Randers Fjord. Her kan vi opleve både vadehav, strandenge, et rigt dyreliv og store herregårde, der på fornemmeste vis binder natur og kultur sammen, siger Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune. Han kommer ofte i naturparken, i sin havkajak.
Stempel i styrehuset
I styrehuset på Ragna er ét af stemplerne hængt op. Men for at få sig et naturparkpas skal man altså først forbi Udbyhøj. Her kan det hentes i madpakkehuset i Udbyhøj Lystbådehavn. Her hænger også et stempel, som man kan stemple sit pas med.
Torben Hansen (S), borgmester i Randers KommuneNaturparkpasset er en oplagt mulighed, som gør det sjovere for både turister og os, der bor her til at gå på opdagelse i den smukke natur i Naturpark Randers Fjord.
- Vi håber, at naturparkpasset får mange flere mennesker fra hele Danmark og udlandet til at besøge Udbyhøj. Stedet er jo et hotspot, når det gælder natur og aktiviteter. Vi har blandt andet Danmarks reneste badevand, og vi er omgivet af smuk natur, som tiltrækker mange vandrere, fugleinteresserede og lystfiskere, siger Christian Heibel Godsk, havnefoged på Udbyhøj Lystbådehavn.
Ragna tøffer i havn ved Voer, hvor Kyst- og Fjordcentret giver mulighed for at komme helt tæt på naturen i naturparken. Med et par waders og et net kan naturparkens vand trykke sig ind om kroppen.
Sidste stempelmulighed er i Uggelhuse Jollehavn. Også her i madpakkehuset. De første familier med stempler fra tre forskellige naturparker kan få naturparkhalsedisser i gave.