Annonce
Randers Onsdag

Bodega-gæster samler ind til kampen mod kræft

Fra venstre Gunnar Mariussen, der hører til stamgæsterne på Vesterbro's Bodega, og som er blandt initiativtagerne til indsamlingen. Han skåler med restauratør Torben Thrue, direktørJonas Jacobsen og brygger Niels Thomsen. Foto: Anne Myrup Pedersen
Via en anonym bidragyder får de nu 1000 håndbajere til salg via Vesterbro’s Bodega.
Annonce

Randers: En gruppe stamgæster på Vesterbro’s Bodega på Viborgvej 38 i Randers har sat sig for at samle ind til kampen mod kræft. Da de satte indsamlingen i gang tidligt i foråret, var det målet at nå 20.000 kroner. Det mål er nået, men det får ikke initiativtagerne til at stoppe indsamlingen. De fortsætter, indtil Knæk Cancer-kampagnen kulminerer i oktober.

Indsamlingens næste skridt handler om at sælge håndbajere: specialøl, brygget på Randers Bryghus og forsynet med en speciel håndbajer-etiket.

- En anonym sponsor har lovet at betale for 1000 øl, som vi sælger via Vesterbro’s Bodegas hjemmeside, fortæller Gunnar Mariussen, der udgør indsamlingskomiteen sammen med Else Holmgrün, Mariann Holm Bech og Torben Thrue, der er indehaver af bodegaen sammen med sin kone, Priscila Thrue.

De 1000 øl vil blive solgt i kartoner á 18 stykker, og hver pakke vil koste 200 kroner.

- Almindelige genbrugsflasker på 33 cl, som man kan sælge bagefter. Og så kan man glæde sig over, at man støtter en god sag, mens man nyder en kølig øl, tilføjer Gunnar Mariussen.

Annonce

Kan ramme hvem som helst

- Vi kender jo alle sammen nogen, der er ramt af kræft. Familie, venner eller bekendte. Ved at samle ind vil vi gerne være med til at støtte kampen mod kræft, fortæller Gunnar Mariussen.

"Håndbajer" er navnet på den nye specialbryg, som nu sælges fra Vesterbro's Bodega til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Foto: Anne Myrup Pedersen

- Der er jo ikke et menneske i Danmark, som ikke kender en, der er død af kræft, siger Torben Thrue, der også har taget håndbajeren ind i sit sortiment i køleskabet på Vesterbro's.

Før initiativet med salget af øl har de tre i gruppen blandt andet arrangeret en indsamlingsfest med levende musik på Vesterbro’s Bodega, hvor hele overskuddet tilfaldt indsamlingen. Desuden holdes der via Vesterbro’s Bodegas Facebook-side auktioner over effekter, som forskellige virksomheder og erhvervsdrivende skænker til formålet.

Knæk cancer

Knæk cancer er en indsamlingskampagne, der er søsat af Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med TV2.

Indsamlingen blev gennemført for ottende gang sidste år, og resultatet blev dengang mere end 145 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelses indsats mod cancer.

Kampagnen fortsætter igen i år, når TV 2 i uge 43 sætter fokus på kræft. Undervejs vil pengene blive sunget, danset og samlet ind til Kræftens Bekæmpelse.

Det hele kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag den 24. oktober, hvor danskerne igen står sammen i kampen mod kræft.

Mange steder er der lokale indsamlingsinitiativer i gang. Blandt andet, som beskrevet på denne side, på Vesterbro's Bodega i Randers.

Salget af de særlige håndbajere vil skæppe i kassen med yderligere omkring 10.000 kroner, og Torben Thrue lover, at indsamlingsaktiviteten fortsætter også på den anden side af sommerferien og frem mod Knæk Cancer-showet til efteråret.

- Og vi er da taknemmelige over, at vi bliver taget godt imod, selv om vi bare er en flok bodeda-stamgæster, smiler Gunnar Mariussen.

Indsamlingen har fuld opbakning fra bodegaens værtspar Priscila og Torben Thrue, der også sørger for at holde indsamlingsresultatet opdateret. Ligesom alle andre steder har Vesterbro’s Bodega været corona-lukket en periode, og det har også ramt indsamlingen til Knæk cancer, men den er nu tilbage for fuld styrke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce